Sanistål formår at sende prisstigninger videre
24/8 13:33
Sanistål, der er på vej til at få svenske Ahlsell som ejer, kom ud af første halvår med stigende omsætning og driftsresultat.
Salget steg til 1876 mio. kr. fra 1684 mio. kr., og driftsoverskuddet, EBIT, blev mere end seksdoblet til 81 mio. kr. fra 12 mio. kr. På bundlinjen fik byggevaregrossisten et overskud på 63 mio. kr. mod bare 7 mio. kr. i første halvår sidste år.
- Vi har som i resten af samfundet oplevet prisstigninger i markedet samt en stigende inflation i første halvår. Vi har været opmærksomme herpå og har kunnet hæve salgspriserne, så de matcher prisstigningerne fra leverandører, siger finansdirektør Uffe Iversen ifølge regnskabet.
Halvåret er desuden påvirket af Saniståls salg af hovedkontoret i Aalborg i en sale-and-leaseback-aftale med en positiv avance på 30 mio. kr.
For hele 2022 venter Sanistål fortsat et driftsresultat, EBITDA, i intervallet 225-255 mio. kr. og en omsætning på omkring 3600 mio. kr.
Svenske Ahlsell indgik i maj aftale om køb af en række storbankers ejerandel i Sanistål på sammenlagt 75,49 pct. og har afgivet købstilbud til de resterende aktionærer på 85 kr. per aktie.
Tilbudsperioden løber frem til den 6. september.
.\\˙ MarketWire
