Britisk softwareselskab får opkøbstilbud med præmie på 99 pct.
26/8 08:56
Det britiske softwareselskab Micro Focus har udsigt til en god start på dagen på børsen i London, efter at canadiske Open Text har budt 99 pct. over torsdagens lukkekurs svarende til cirka 6 mia. dollar inklusive gæld for selskabet.
Open Text byder 532 pence per aktie for Micro Focus, der torsdag lukkede med et fald på 0,2 pct. i 267,80 pence.
Micro Focus sælger virksomhedssoftware til tusindvis af virksomheder heriblandt Airbus, Hewlett Packard Enterprise og Kellogg. Selskabets produkter hjælper virksomheder med cybersikkerhed, styring af it-drift, kommunikation og meddelelser.
Micro Focus-aktien har været under stort pres siden starten af 2018, hvor aktien var oppe at vende over 3000 pence, idet selskabet har oplevet faldende omsætning og driftsindtjening siden 2018.
.\\˙ MarketWire
