Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Endnu en øv-dag for Bavarian i mismodigt marked

30/8 17:07

Ambu endte i top tirsdag - mens Bavarian, der har fået drøje kurshug de seneste handelsdage, fortsatte nedturen - omend i et noget langsommere tempo.

I bunden af eliteindekset, C25, endte Mærsk, Novo og Jyske Bank et fald op til 1,2 pct.

C25 lå i plus det meste af tirsdagen, men i den sidste handelstime vendte indekset rundt og vekslede et pænt plus til et noget mindre af slagsen. C25 steg 0,2 pct. til 1655,86.

- Det er lidt den evige dans frem og tilbage, vi ser i dag. Efter et par hårde dage, der måske lige var lidt i overkanten, blev det samlet op i nogle af de mest sønderskudte aktier i dag, siger Lars Hytting, der er aktiechef i Artha Kapitalforvaltning.

- Markedet har svært ved at finde niveauet og vanskeligt ved at finde en bund. Det er renterne, der bestemmer - inflationen skal ned, og centralbankernes eneste våben lige nu er renterne, siger han.

Det var amerikanske forbrugertillidstal, der vendte op og ned på udviklingen. De landede stærkere end ventet, hvilket giver krudt til den amerikanske centralbank. Højere tillid end ventet tyder på et stærkt arbejdsmarked og kan derfor understøtte forventningerne om en ny amerikanske renteforhøjelse på 75 basispoint på rentemødet i september.

Ambu steg 7,2 pct. til 76,24 kr, hvilket var lige til en topplacering i C25, uden egentlige nyheder. Aktien er faldet næsten 56 pct. i år.

I toppen endte også Netcompany, der godt nok fik reduceret sit kursmål til 500 kr. fra 600 kr. af Nykredit Markets, som i samme ombæring gentog sin købsanbefaling.

Aktien steg 5,2 pct. til 300 kr.

NYT FALD TIL BAVARIAN

Bavarian lå ellers godt til det meste af tirsdagen - men ud på eftermiddagen kom det frem, at smitteudbruddet med abekopper i Europa kan inddæmmes ved en gennemgående styrkelse af indsatsen. Det vurderer Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ifølge Reuters.

Meldingen kom efter flere uger med vedvarende fald i smitten med abekopper i europæiske lande som Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Også i USA ser man bedring i smitten trods mangel på vacciner.

- Vi vurderer, at vi kan fjerne den vedvarende smitte mennesker imellem i Europa, lyder det fra Hans Kluge, der er europæisk regionschef i WHO.

- For at bevæge os mod inddæmning ... er vi nødt til hastigt at øge indsatsen, varsler han dog.

Aktien faldt 2,1 pct. til 279,20 kr. efter et kursfald på 11,7 pct. fredag og 10,6 pct. mandag. Onsdag i sidste uge kostede en Bavarian Nordic-aktie i niveauet 363 kr.

ØSTERSØAFTALE I STØBESKEEN

Ifølge Politiken har Danmark sammen med de andre Østersølande forpligtet sig til at syvdoble mængden af strøm fra havvind i Østersøen frem mod 2030. Kapaciteten af havvind skal øges fra knap 3 gigawatt i Østersøen i øjeblikket til næsten 20 gigawatt i 2030.

Det vil betyde, at der skal opføres 1100-1700 havvindmøller alt efter størrelsen. Det vil sikre strøm til mellem 22 og 30 mio. husstande, skriver Politiken.

- Der er hele tiden aftaler i spil, og jeg tror ikke, at stigningerne i Vestas og NKT kan tilskrives det. Men i sig selv er det positivt - men der skal noget konkret på bordet, vurderer Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Vestas steg 2 pct. til 187 kr., og NKT, der laver kabler til strømmen, gik 2,1 pct. frem til 375,60 kr.

ØRSTED KØBTE IRSK SOLPROJEKT

Ørsted oplyste tirsdag morgen om købet af solenergiprojektet Ballinrea i Irland fra Terra Solar.

Det 65 megawatt store projekt kommer til at ligge i Cork i det sydlige Irland og forventes at blive idriftsat i 2025.

Ørsted steg 0,6 pct. til 747,40 kr.

FRASALG AF FILIALER

Af andet nyt er det kommet frem, at Vestjysk Bank har solgt tre af bankens filialer i Tinglev, Løgumkloster og Rødekro til Sparekassen Bredebro og Frøs Sparekasse.

Vestjysk Bank steg 0,5 pct. til 3,17 kr.

Også blandt sidepapirerne kom Ennogie, der laver solcelletage, med en opjustering af forventningerne til omsætningen efter en næsten fordobling af toplinjen i andet kvartal samt en markant stigning i ordreindgangen.

Aktien steg 0,7 pct. til 28,30 kr.

.\\˙ MarketWire