Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Rockwool, GN og STG kan tage fokus i grøn åbning

31/8 08:32

Rockwool, GN og STG kan komme i fokus i en umiddelbart grøn åbning af det danske aktiemarked.

Det sker efter, at selskaberne har fået sænket deres kursmål af henholdsvis JPMorgan, Jyskebank og Barclays. GN har tilmed fået sænket sin anbefaling hos Jyske Bank.

Hvis der kigges mod de internationale futures tirsdag morgen ligger både de amerikanske og de europæiske i grønt. De tre ledende amerikanske indeks stiger med 0,7-0,8 pct., og den tyske DAX-future stiger med 0,6 pct. onsdag morgen.

Det indikerer en grøn åbning for det danske aktiemarked, som tirsdag steg 0,2 pct. til 1655,85 og dermed endte i grønt.

SÆNKEDE KURSMÅL KAN FÅ OPMÆRKSOMHED

Forventning om en mild recession i både USA og Europa får Jyske Bank til at sænke sin anbefaling af GN-aktien til "køb" fra "stærkt køb".

Samtidig skrues kursmålet ned til 300 kr. fra 350 kr., fremgår det af et analysenotat fra banken onsdag morgen.

GN-aktien steg 1,9 pct. til 213 kr. tirsdag.

Rockwool har fået sænket sit kursmål til 1500 kr. fra 1660 kr. hos JPMorgan.

Det viser data fra Bloomberg.

Anbefalingen er fortsat den negative "undervægt".

Aktien lukkede tirsdag med et plus på 0,3 pct. i 1501 kr.

Samtidig får også Scandinavian Tobacco Group sænket sit kursmål til 125 kr. fra 160 kr. af Barclays, fremgår det af Bloomberg.

Finanshuset gentager anbefalingen "ligevægt".

STG-aktien lukkede tirsdag 0,5 pct. højere til 112,30 kr

MT Højgaard er sammen med sin belgiske joint venture-partner N.V Besix blevet tildelt en betinget kontrakt med Vejdirektoratet om udførelse af Nordhavnstunnelen i København til en værdi på 2585 mio kr.

Aktien steg tirsdag 0,4 pct. til 124,50 kr.

RTX MED BEDRE END VENTET REGNSKAB

RTX havde solid fremgang på toplinjen på baggrund af en stærk efterspørgselsudvikling i tredje kvartal af sit forskudte regnskabsår 2021/22.

RTX kan også komme i fokus efter offentliggjort regnskab for tredje kvartal.

Omsætningen voksede med knap 37 pct. til 164,8 mio. kr. mod 120,6 mio. kr. i samme periode af regnskabsåret 2020/21. Der er dog tale om en opbremsning i forhold til tidligere kvartaler, da væksten i årets første ni måneder samlet set var på 57 pct.

RTX-aktien faldt 0,7 pct. til 150 kr. tirsdag.

MÆRSK GENNEMFØRER OPKØB

Mærsk har gennemført købet af det Hong Kong-baserede logistikselskab LF Logistics til en pris på 3,6 mia. dollar i entrepriseværdi, meddeler selskabet onsdag morgen.

Som en del af transaktionen er der aftalt en earn-out med en samlet værdi på op til 160 mio. dollar relateret til fremtidige finansielle resultater, fremgår det yderligere.

Købet, der blev annonceret 22. december 2021, vil ikke påvirke Mærsks overordnede finansielle forventninger til 2022.

Mærsk-aktien faldt 0,7 pct. til 18.045 kr. tirsdag.


.\\˙ MarketWire