Aktier/åbning: Mærsk i front i marginal grøn åbning
31/8 09:19
Det danske aktiemarked åbner i i lysegrønt med Mærsk og Pandora i front.
Rockwool ligger sig også i plus, mens GN ligger sig i minus efter henholdsvis et sænket kursmål og en sænket anbefaling.
Det sker, efter at selskaberne har fået sænket deres kursmål af henholdsvis JPMorgan, Jyskebank og Barclays. GN har tilmed fået sænket sin anbefaling hos Jyske Bank.
Eliteindekset C25 stiger 0,1 pct. til 1658,00 onsdag umiddelbart efter børsåbning.
DANSKE BANK DROPPER INDDRIVNING AF GÆLD
Danske Bank meddeler onsdag morgen, at cirka 90.000 kunder får nedsat deres inkassogæld kunderne til 0 kr., hvilket betyder, at gælden ikke vil blive inddrevet af Danske Bank.
Der er afsat 650 mio. kr. til dækning af kompensation for potentiel overopkrævning. Det øger nedskrivningerne for banken med 650 mio. kr., der bliver indregnet i tredje kvartal i år. Driftsomkostninger ventes også at stige med cirka 600 mio. kr.
Det får dog ingen betydning for forventningerne til årets resultat, der fastholdes på 10-12 mia. kr.
Bank-aktien falder 0,9 pct. til 96,34 kr.
MÆRSK GENNEMFØRER OPKØB
Mærsk har gennemført købet af det Hong Kong-baserede logistikselskab LF Logistics til en pris på 3,6 mia. dollar i entrepriseværdi, meddeler selskabet onsdag morgen.
Som en del af transaktionen er der aftalt en earn-out med en samlet værdi på op til 160 mio. dollar relateret til fremtidige finansielle resultater, fremgår det yderligere.
Købet, der blev annonceret 22. december 2021, vil ikke påvirke Mærsks overordnede finansielle forventninger til 2022.
Mærsk-aktien stiger 0,8 pct. til 18.195 kr.
SÆNKEDE KURSMÅL KAN FÅ OPMÆRKSOMHED
Forventning om en mild recession i både USA og Europa får Jyske Bank til at sænke sin anbefaling af GN-aktien til "køb" fra "stærkt køb".
Samtidig skrues kursmålet ned til 300 kr. fra 350 kr., fremgår det af et analysenotat fra banken onsdag morgen.
GN-aktien falder 0,7 pct. til 211,50 kr.
Rockwool har fået sænket sit kursmål til 1500 kr. fra 1660 kr. hos JPMorgan.
Det viser data fra Bloomberg.
Anbefalingen er fortsat den negative "undervægt".
Aktien stiger 0,1 pct. til 1502 kr. onsdag efter åbning.
Samtidig får også Scandinavian Tobacco Group sænket sit kursmål til 125 kr. fra 160 kr. af Barclays, fremgår det af Bloomberg.
Finanshuset gentager anbefalingen "ligevægt".
STG-aktien falder 1,2 pct. til 111 kr.
MT Højgaard er sammen med sin belgiske joint venture-partner N.V Besix blevet tildelt en betinget kontrakt med Vejdirektoratet om udførelse af Nordhavnstunnelen i København til en værdi på 2585 mio kr.
Aktien falder 0,8 pct. til 123,50 kr.
RTX MED BEDRE END VENTET REGNSKAB
RTX havde solid fremgang på toplinjen på baggrund af en stærk efterspørgselsudvikling i tredje kvartal af sit forskudte regnskabsår 2021/22.
RTX kan også komme i fokus efter offentliggjort regnskab for tredje kvartal.
Omsætningen voksede med knap 37 pct. til 164,8 mio. kr. mod 120,6 mio. kr. i samme periode af regnskabsåret 2020/21. Der er dog tale om en opbremsning i forhold til tidligere kvartaler, da væksten i årets første ni måneder samlet set var på 57 pct.
RTX-aktien stiger 5,1 pct. til 157,60 kr.
.\\˙ MarketWire
