Asien: Efteråret starter med udsalg i Asien
1/9 06:32
De asiatiske aktier byder september velkommen med at sælge ud af alt, hvad der ikke er nagelfast efter en måned præget af bekymringer om aggressive renteforhøjelser fra de globale centralbankers pengepolitiske udvalg.
- August har været en frygtelig måned for investorer i fonde uden diversificerings-gevinster ved en portefølje af aktier og obligationer. Månedsskiftet indikerer ingen overraskelser, men snarere en udvidelse af de store temaer set i løbet af august med yderligere stigninger i globale obligationsrenter og svagere aktier, skriver seniorstrateg Rodrigo Catril fra National Australia Bank i Sydney i et notat ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks for Asien og Stillehavsområdet uden for Japan ligger med et minus på 1,3 pct.
Det amerikanske future-marked indikerer kursfald på 0,4-0,9 pct. i de tre store aktieindeks, når markedet åbner i New York senere på dagen.
De japanske investorer er stærkt tilbageholdende, mens de ser frem til jobdata og især fredagens afgørende amerikanske beskæftigelsesrapport.
- Investorer er mere og mere tilbøjelige til at undgå at tage risici og sandsynligvis undgå aggressiv handel, skriver Okasan Online Securities i Tokyo i et notat ifølge AFP.
Nikkei 225-indekset falder 1,5 pct., og Topix-indekset dropper 1,2 pct.
De kinesiske investorer er blandt de få positive ved indgangen til september.
Shanghai Composite og CSI 300 stiger henholdsvis 0,3 pct. og 0,1 pct., mens markedet i Hongkong dykker 0,7 pct. målt på Hang Seng-indekset.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -1,5 |
Topix | -1,2 |
Hongkongs Hang Seng | -0,7 |
China Shanghai Composite | +0,3 |
China CSI 300 | +0,1 |
Taiwan Taiex | -1,9 |
Sydkoreas Kospi | -1,7 |
Indiens BSE Sensex | n/a |
Singapores STI | +0,1 |
Sydney ASX 200 | -1,8 |
.\\˙ MarketWire