Valuta: Dollar mod himlen på høj rente, recessionsfrygt og sabelraslen
22/9 06:32
Pendulsvingninger omkring paritet mellem euro og dollar er afløst af entydig dollar styrkelse, mens britiske pund sterling er bombet 38 år tilbage af en amerikansk valuta, der torsdag morgen rider videre på en bølge af stigende renter og udsigter til endnu mere af samme slags end hidtil antaget.
Dollarindekset, der vægter dollar mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger torsdag morgen i 111,70 mod 111,04 onsdag eftermiddag.
Det er den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, fremskrivninger på gårsdagens pengepolitiske møde, der får investorerne til at flygte mod dollar.
Beslutningen om at hæve styringsrenten med 0,75 pct.point til intervallet 3,00-3,25 pct. var indregnet som minimum i markedet, men meldingens medfølgende økonomiske fremskrivning indeholdt både en nedjustering af vækstforventningen i 2022 og et løft af inflationsprognosen.
Samtidig viste fremskrivningerne også, at der tidligst vil blive lettet på speederen i 2024, mens centralbankens topchef, Jerome Powell, advarede om en hård periode i kampen mod prisstigningerne.
- Der er ingen smertefri måde at lægge inflationen bag os, lød det fra Powell på et efterfølgende pressemøde.
- Vi vil blive ved, til arbejdet er gjort færdigt, understegede han.
Og mens Powell kommentarer sendte truende sorte skyer hen over økonomien, var truslerne fra en tydelig presset russisk præsident Putin mere konkrete - han raslede åbenlyst med atomsablerne efter at være sendt på tilbagetog i Ukraine.
Putins mobilisering af flere tropper til krigen i den tidligere sovjetrepublik ramte især den fælleseuropæiske euro og sendte kuldegysninger gennem markedet.
- Både Federal Reserves fremskrivninger og de russiske overskrifter bidrog til dollarstyrkelsen, som er særligt akut over for euro og andre europæiske valutaer, siger valutastrateg Shinichiro Kadota fra Barclays i Tokyo til Reuters.
Dollar rammer også mange års toppunkt over for regionale valutaer fra australske og newzealandske dollar til offshore kinesiske yuan og koreanske won, såvel som Singapore dollar og thailandske baht.
JAPANSK CENTRALBANK LURER I KULISSEN
Kun japanske yen holdt skansen nogenlunde frem til torsdagen afslutning af den japanske centralbanks pengepolitiske møde. Men det er frygten for intervention, der har afholdt spekulative kræfter fra at prøve at lægge arm med Bank of Japan.
Yen har allerede fået så hatten passer over de seneste måneder med en svækkelse, der over det seneste halve år er løbet op i over 25 pct., og der er set verbal intervention, hvilket historisk betyder, at centralbanken er klar til at rykke ud og forsvare den lokale valuta, trods den til stadighed større og større pengepolitiske divergens.
Denne divergens blev yderligere understreget i den asiatiske formiddagshandel, da Bank of Japan meddelte, at banken fastholder den yderst lempelige pengepolitik på alle parametre.
Dollar bragede umiddelbart gennem 145 yen, og markedet toppede sekunder efter i 145,40 yen, hvor der kom en klar reaktion på centralbank-prischeck, der på et splitsekund sendte valutaparret til 143,50 yen, inden markedet vendte tilbage til udgangspunktet på omkring 144,50 yen.
Euro koster torsdag morgen ved 5-tiden 0,9815 dollar mod 0,9875 dollar onsdag eftermiddag, mens pund koster 1,1230 dollar mod 1,1330 dollar onsdag.
Dollar ligger samtidig i 144,50 yen torsdag morgen mod 144,15 yen onsdag.
.\\˙ MarketWire
