Mandagens danske avisuddrag med retssag, recession og brudte løfter
3/10 06:37
BØRSEN
KRISEFRYGT I PENSIONSKASSER
Tilstanden på de finansielle markeder er stærkt bekymrende, mener investeringsdirektør i Danica Pension. Derfor ser han kriseadvarslen fra EU’s risikoråd som et klart signal om, at markedet skal stabiliseres. Han tror desuden, situationen skal blive værre, før det bliver bedre. (Forside + side 6-7)
BANK HIVER LUNAR I RETTEN
Efter en forgæves jagt på penge kan Lunar nu se frem til et udmarvende slagsmål i en norsk retssal. (Side 8)
ENERGIKRISE TVINGER ØRSTED-VÆRKER I DRIFT IGEN
To af de kraftværker, der nu igen skal levere strøm, var taget ud af drift, imens det tredje skulle lukke i 2023. "Et udtryk for rettidig omhu," mener ekspert. (Side 10)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
VIRKSOMHEDER GØR KLAR TIL GASSTOP
En lang række produktionsselskaber forsøger at reducere gasforbruget. Samtidig investeres der store summer i at etablere lokal nødforsyning af energi, som skal sikre, at fabrikkerne kan holdes kørende, hvis der lukkes for gassen. (Forside + side 8)
RUSLAND OPGIVER BOEING OG AIRBUS
Ruslands flyindustri har tilsyneladende opgivet, at sanktionerne fra Vesten nogensinde vil blive løftet. Derfor vil statskonglomeratet Rostec i stedet selv fremstille russiske passagerfly for at slippe fri af skyggen fra Airbus og Boeing. (Side 2)
DSV I SPOTLIGHT
Gennem perioden med tilstoppede logistikkæder har DSV været lidt i baggrunden i sin branche. Nu løsner det hele op, fordi økonomisk krise giver mindre behov for fragt. Dermed får selskabet igen mulighed for at vise værdien af sin fleksible model, hvor man lejer materiel i stedet for at eje det. (Side 12-13)
EKSPERTER: VI KAN SE IND I EN FREMTID MED RECESSION OG SOCIAL URO
Globale cheføkonomer advarer om konsekvenserne af den globale leveomkostningskrise, der kan sætte kræfter i bevægelser. (Side 14.15)
BERLINGSKE BUSINESS
RYANAIR-AFTALE TRÆKKER UD
Det irske lavprisflyselskab og Dansk Metal har endnu ikke indgået en overenskomstaftale. Arbejdsmarkedsforsker tror ikke, at Ryanair vil tegne en overenskomst som den, SAS og Dansk Metal indgik i sommer. (Forside + side 4-5)
"ANTIWOKE"-INVESTOR: SKRU OP FOR OLIEN, GLEM KØNSKVOTER OG LAD POLITIKERE OM POLITIK
Vivek Ramaswamy er andengenerations indvandrer, og han tror på den amerikanske drøm. Den handler om, at virksomheder skal drive virksomhed og intet andet. (Side 2)
TOPØKONOM SER IKKE EN KRISE SOM I 70ERNE
Den høje inflation fortsætter, men det kommer ikke til at stikke helt af, siger Thomas Harr, vicedirektør og cheføkonom i Danmarks Nationalbank. Han afviser frygten for, at den nuværende krise bliver som i 1970erne. (Side 6-7)
CARLSBERGS LØFTE TIL KRIGSOFRE HOLDER IKKE STIK
Carlsberg har i al stilhed sløjfet planerne om en stor donation til ofrene for krigen i Ukraine. Forklaringen er de regnskabstekniske forandringer, som salget af bryggeriets russiske forretning udløste. Flere eksperter undrer sig over Carlsbergs brudte løfte (Forside + side 8-9)
.\\˙ MarketWire
