Torsdagens aktier: Bavarian og Tryg i bund af inflationspresset C25
13/10 17:07
Efter offentliggørelse af regnskab var såvel Tryg-aktien som det samlede C25-indeks i svingninger gennem aktiehandlen torsdag, mens Bavarian Nordic holdt sig stabilt tæt på bunden af eliteindekset skræmt af vaccinenyt fra en mulig konkurrent.
Grundtonen blev gennem hele handelsdagen sat af amerikanske inflationstal for september, der frem til offentliggørelsen midt på eftermiddagen holdt markederne hen i spænding, og som siden udløste markante globale fald.
I København faldt C25-indekset til 1455,49 eller med 0,7 pct. i forhold til lukkeniveauet onsdag eftermiddag.
- Det blev jo lidt rødt, efter at vi fik inflationsrapporten, som viste sig lidt dårligere end ventet og håbet på, så markederne er vendt rundt og vi ligger i et pænt minus nu i Europa og i Danmark. Det gør jo ikke, at den amerikanske centralbank bliver mere lempelig den kommende tid, noterer afdelingschef i Sydbank, Ole Kjær Jensen.
De amerikanske data viser en inflation på 8,2 pct. i september mod en ventet prisstigning på 8,1 pct. ifølge Bloomberg News.
- Det er det, der har været bestemmende for dagen i dag, siger Ole Kjær Jensen
Han er lidt overrasket over den markante markedsreaktion på de amerikanske tal, som måske kan virke som en overreaktion.
- Ja, det kan den jo. Det er et lidt større fald, end jeg havde ventet på baggrund af de tal, vi fik. Men sådan er stemningen bare i markedet i øjeblikket, siger Ole Kjær Jensen.
TRYG TABER PÅ INVESTERINGER
Blandt dagens største tabere var Tryg med et fald på 3,1 pct. til 152,95 kr. belastet af morgentimernes kvartalsregnskab.
Et stort tab på investeringsporteføljen prægede igen tredje kvartal fra forsikringskoncernen. Til gengæld viste den underliggende forsikringsdrift pæn fremgang som ventet. Forsikringsresultatet steg i tredje kvartal pænt til 1832 mio. kr. fra 1510 mio. kr. opgjort proforma i samme periode sidste år. Dermed var udviklingen på niveau med forventningerne på 1831 mio. kr.
Faldende aktiemarkeder og stigende renter satte tydelige spor på investeringsresultatet, som viste et minus på 348 mio. kr. Analytikerne havde her ventet et minus på 264 mio. kr. På bundlinjen kunne Tryg fremvise et overskud på 628 mio. kr., hvor forventningerne hos analytikerne var 800 mio. kr.
Aktien svingede over dagen fra en bundplacering til toppen af C25 og tilbage til skift mellem bunden og midten af indekset.
Bavarian Nordic tabte 3,4 pct. til 211,60 kr. presset af nyt fra den britiske medicinalkoncern Glaxosmithkline (GSK), der oplyste om en effektivitetsrate på 83 pct. i forsøg med koncernens vaccine mod RSV. På det område konkurrerer GSK mod Bavarian, der også har en RSV-vaccine under udvikling.
- Det har ellers lydt, at jo bedre tal, konkurrenterne viste, jo bedre for Bavarian. Men det hører vi ikke lige i denne omgang. Mange havde jo nok ønsket, at Bavarian var der alene, bemærker Ole Kjær Jensen.
Den tredje aktie i bunden af C25 blev Chr. Hansen, der faldt 2,7 pct. til 406,10 kr. efter et plus på 14,3 pct. onsdag. Det var forventningerne til 2022/23, der fik tændt godt op under aktiekursen, da Chr. Hansens prognose var bedre, end det analytikerne havde regnet med.
- Der kan være tale om gevinsthjemtagning, mener Ole Kjær Jensen. Men medvirkende faktor kan også være, at aktien har fået reduceret kursmålet til 455 kr. fra før 500 kr. af Credit Suisse ifølge Reuters.
PLUSSER TIL HØREAPPARATER
Øverst i indekset lå dagen igennem GN, som lukkede med et plus på 5,8 pct. til 134,60 kr.
Høreapparatselskabet er blandt hovedrolleindehaverne på ugens høreapparatmesse - EUHA - i Tyskland, hvor selskabet har præsenteret produktnyheder.
- Det tyder på, at de er godt tilfreds med udviklingen inden for høreapparater, mener Ole Kjær Jensen og henviser desuden til, at aktien har være godt shortet over det seneste stykke tid.
- Der har været en del produktnyheder, og GN har i den seneste tid været hårdt presset, bemærker chefaktiehandleren.
Høreapparatkollegaen Demant steg 0,8 pct. til 193,85 kr.
NYE KURSMÅL OG ANBEFALINGER
Netcompany har været under "kærlig" behandling af finanshuset Citigroup, der har sænket anbefalingen til "neutral" fra "køb". Kursmålet bliver i samme ombæring skåret med en tredjedel til 280 kr. fra 420 kr.
Netcompany-aktien tabte 0,9 pct. til 233,20 kr.
Rockwool faldt 0,6 pct. til 1269 kr. Isoleringskoncernen fik sat kursmålet ned af britiske Barclays til 1380 kr. fra 1675 kr. Anbefalingen er uændret "ligevægt".
Også Unibrew fik skåret i sit kursmål med knap 18 pct. til 575 kr. fra før 700 kr. med en fortsat "neutral" anbefaling, fremgik det af Bloomberg News. Aktien faldt 2,4 pct. til 484,60 kr.
Ørsted fik sænket kursmålet til 830 kr. fra 950 kr. hos Goldman Sachs, og aktien faldt 1,4 pct. til 575,10 kr.
Uden for eliteindekset nedjusterede Alm. Brand sidste på dagen forventningerne til koncernresultatet som følge af et faldende investeringsresultat. Dog skrues der op for forventningerne til det forsikringstekniske resultat. Aktien steg 2,4 pct. til 9,58 kr.
Blandt de mindre selskaber kom Greenmobility med regnskab og præsenterede overvejelser om ny strategi.
Delebilsselskabet Greenmobility har i tredje kvartal oplevet vækst på flere fronter sammenlignet med samme periode i 2021, men selskabet ligger i underskud grundet omkostninger ved opstart på det tyske marked. Aktien blev løftet 9,2 pct. til 64,40 kr.
Omvendt tabte software-serviceselskabet Penneo 3,4 pct. til 10,14 kr. efter nedjustering af forventningerne til den årlige tilbagevendende omsætning (ARR) for 2022 som følge af ændret kundeadfærd.
.\\˙ MarketWire
