Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Hektisk start med fokus på Pandora og FLSmidth

8/11 08:16

Der er lagt op til endnu en hektisk start på det danske aktiemarked tirsdag, hvor såvel ingeniørkoncernen FLSmidth som smykkekoncernen Pandora har offentliggjort regnskab inden børsåbningen.

De amerikanske aktier indledte ugen på usikre ben mandag og svingede flere gange frem og tilbage omkring udgangspunktet, men det brede S&P 500-indeks sluttede til sidst med et plus på 1,0 pct.

Så godt som hele stigningen materialiserede sig efter dansk lukketid.

Tvivlen om retningen er fortsat til stede tirsdag morgen, hvor futures for de tre store amerikanske aktieindeks svinger ganske tæt om udgangspunktet uden ensartet retning.

De asiatiske markeder har været blandede med stigninger i Tokyo og Singapore, mens Hongkong og Shanghai har ligget i rødt territorium.

Den tyske DAX-future indikerer en åbning i Frankfurt med et marginalt plus under 0,1 pct.

Det danske eliteindeks, C25-indekset, lukkede mandag 1,5 pct. højere i 1604,96.

Pandora har fremlagt tal for tredje regnskab tirsdag morgen, der generelt er bedre end ventet. Salget i USA og Storbritannien går igen frem, mens Kina trækker ned i statistikken, men koncernen fastholder trods alt forventningerne til hele året.

Omsætningen løb op i knap 5,3 mia. kr., hvilket var bedre end de ventede 5,17 mia. kr., og den organiske vækst endte på 3 pct. mod ventede 1 pct. Driftsmargen var 18,6 pct. - en anelse under de ventede 18,8 pct.

Pandora steg mandag 1,5 pct. til 416,30 kr.

Ingeniørkoncernen FLSmidth er også klar med friske data for tredje kvartal tirsdag morgen, og her fremgår det, at forventningerne til 2022 fastholdes.

Omsætning blev på 5,6 mia. kr. og nettooverskuddet på 162 mio. kr., hvor analytikerne estimerede en omsætning på 5,4 mia. kr. og et overskud på 145 mio. kr.

Overskuddet af driften løb op i 334 mio. kr., mens analytikerne havde ventet315 mio. kr., og driftsmarginalen landede på 5,9 pct. som ventet blandt analytikerne.

Ordreindgangen var stort set som analytikerne ventede - 5,7 mia. kr.

FLSmidth sluttede mandag i 190 kr. efter en stigning på 3,5 pct.

Medicinalgiganten Novo Nordisk har fået sænket anbefalingen af Morningstar, der i modsætning til næsten alle andre analysehuse giver aktien prædikatet "sælg", hvor det hidtil har lydt på "hold".

Kursmålet på 760 kr. fastholdes.

Novo Nordisks B-aktie lukkede mandag i 852,50 kr. efter et plus på 1,3 pct.

Modetøjselskabet Boozt løfter også sløret for udviklingen i tredje kvartal tirsdag. Forud for offentliggørelsen af regnskabet venter selskabet en omsætningsvækst på 10-15 pct. og et justeret driftsresultat på 235-285 mio. svenske kr.

Boozt steg mandag 2,3 pct. til 61,50 kr.

Transportkoncernen NTG fremlagde sent mandag regnskab for tredje kvartal, hvor salget øgedes med godt 50 pct. til 2,8 mia. kr., svarende til en organisk vækst på 17,1 pct.

NTG fastholdt forventningerne til en årsomsætning på 9,7-10,0 mia. kr. og et justeret driftsresultat på 700-750 mio. kr.

NTG steg mandag 6,6 pct. til 250 kr.

Chemometec og Ennogie offentliggør også begge regnskab.

Chemometecs første kvartal af det forskudte regnskabsår ventes at byde på omsætning på 485-505 mio. kr. og et driftsresultat på 245-260 mio. kr., og Ennogie satser på en omsætning på 50-60 mio. kr., og et driftsunderskud på 0-3 mio. kr.

Chemometec steg 3,2 pct. til 722 kr. mens Ennogie faldt 2,9 pct. til 20,40) kr. i mandagens handel.

Royal Unibrew har fået skåret kursmålet ned til 640 kr. fra 970 kr. af SEB Bank. Anbefalingen "køb" gentages.

Bryggeriaktien faldt mandag 0,2 pct. til 431,30 kr.

ISS har fået løftet kursmålet til 185 kr. fra 176 kr. af ABG Sundal Collier efter selskabets kapitalmarkedsdag i London mandag. Anbefalingen "køb" gentages.

Aktien i rengøringsgiganten steg 2,2 pct. mandag til en slutkurs på 142,85 kr.

Coloplast skuffede mandag med sin prognose for regnskabsperioden 2022/23, hvor analytikerne særligt hæftede sig ved udsigten til en driftsmargin, der er under medicoselskabets langsigtede forventninger.

Den skuffende prognose for indtjeningen skyldes særligt inflationært pres fra råvarer og højere elpriser, vurderer Handelsbanken, der dog gentager den kort- og langsigtede anbefaling af aktien - "køb/outperform" og et treårigt kursmål på 1285 kr.

Coloplast lukkede mandag i 792 kr. efter et drop på 2,1 pct.

.\\˙ MarketWire