Aktier/tendens: Ny vaccineordre kan løfte Bavarian i afdæmpet marked
18/11 08:14
En stor aftale på levering af koppevaccine til EU kan skabe interesse om Bavarian Nordic fredag morgen, hvor futures overordnet peger på en relativt stille åbning på det danske aktiemarked.
Blandt andet indikerer DAX-futuren, som ofte er et godt pejlemærke for det danske marked, en positiv åbning på 0,2 pct.
Følger det danske marked trop, vil der i givet fald blive rådet bod på torsdagens fald i det danske eliteindeks, C25, på netop 0,2 pct. til 1639,75. Over ugen er C25 bakket hele 3 pct.
RAMMEAFTALE PÅ OP TIL 2 MIO. DOSER
Morgenens fokusaktier tæller i høj grad Bavarian, der efter børslukketid torsdag, annoncerede en rammeaftale med EU om levering af op til 2 mio. doser koppevaccine i løbet af 2023 og 2024.
Aftalen er indgået med Hera, EU's Myndighed for Kriseberedskab og indsats på Sundhedsområdet. Der er tale om en fælles indkøbsaftale, som giver EU-medlemsstater og en række andre lande mulighed for at købe Bavarian Nordics abekoppevaccine.
Indtil videre har 14 lande allerede bekræftet deres deltagelse i det fælles indkøb, hvilket indikerer en indledende efterspørgsel på i alt cirka 700.000 doser til levering i 2023 under rammekontrakten, oplyser vaccineselskabet.
Torsdag faldt Bavarian 0,8 pct. til 253 kr.
FLERE JUSTERINGER
Fra børshusene er der fredag flere justerede kursmål for bankerne, Rockwool og Lundbeck.
Danske Bank har sammen med Nordea fået løftet kursmålet hos Credit Suisse, der ser banker fra Danmark og Finland præstere bedre end de svenske rivaler i fjerde kvartal.
Det skriver den schweiziske storbank i et notat.
Danske Bank får hævet kursmålet til 127 kr. fra 107 kr., og Nordea løftes til 77,34 kr. fra 70,65 kr. Begge får uændret anbefalingen "neutral".
Danske Bank faldt torsdag 0,6 pct. til 119,95 kr., og Nordea faldt 1,0 pct. til 72,89 kr. på børsen i København.
ROCKWOOL LØFTES FØR REGNSKAB
Rockwool, der faldt 0,8 pct. torsdag til 1601,50 kr., har forud for onsdagens regnskab fået løftet sit kursmål til 1795 kr. fra 1530 kr. af norske ABG Sundal Collier. Anbefalingen er uændret "køb".
Torsdag lovede den britiske premierminister Jeremy Hunt yderligere tiltag til at forbedre energieffektiviteten, heriblandt 6 mia. pund til blandt andet isolering af boliger.
Også Lundbeck har været til gennemsyn hos Handelsbanken, der har skåret sit treårige kursmål med over 10 pct. til 34 kr. fra 38 kr. I samme runde fastholdes anbefalingen hold/market perform.
Lundbeck faldt 1,4 pct. torsdag til 26,70 kr.
RATENYT TIL MÆRSK
Mærsks aktionærer vågner til kursfald i de asiatiske rederier. Blandt andet falder de tre japanske rederier, der er med container-alliancen ONE med 2,3-3,1 pct.
Fredag morgen viser rateindekset SCFI for ruterne ud af Shanghai et fald på 9,5 pct. til 1306,84.
Mærsk-aktien steg torsdag 0,8 pct. til 14.970 kr.
.\\˙ MarketWire
