Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens aktier: C25 klarede frisag trods pres på Ørsted efter jobtal

2/12 17:04

Stærke amerikanske jobtal tog fredag toppen af stigningerne på det danske aktiemarked, hvor blandt andet Ørsted og A.P. Møller-Mærsk fik klø.

Jobrapporten viste en noget større jobskabelse uden for landbruget end ventet, samtidig med at timelønningerne steg mere end forudset.

Alt i alt peger jobrapporten dermed mod høje renter i en forlænget periode, og det er bestemt ikke aktiemarkedets kop te.

- Det gav lidt fald i markedet efterfølgende. Det har så rettet sig lidt igen, men vi ser trods alt fald i Nasdaq-indekset i størrelsesordenen halvanden pct., siger Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør i Sydbank, til MarketWire.

Det danske eliteindeks, C25, holdt dog skindet på næsen og sluttede 0,3 pct. højere i 1717,88, efter at have ligget så højt som 1724,40 tidligt på eftermiddagen. Over ugen steg indekset 2,4 pct.

RIFT OM VÆKSTAKTIER

Helt i toppen af eliteindekset tronede Ambu med en stigning på 3,6 pct. til 95 kr. efterfulgt af blandt andet Netcompany og Pandora, der steg henholdsvis 2,3 pct. og 2,2 pct. til 346,80 kr. og 542,40 kr.

Der var umiddelbart ikke nyt fremme.

- Men i forhold til Ambu, så har der været lidt interesse hele ugen, og det er som om, at det accelererede, efter at det kom frem, at finansdirektøren købte aktier i starten af ugen, siger Ole Kjær Jensen.

Blandt ugens vindere har også Novo gjort sig bemærket med flere lukkerekorder, herunder endnu én fredag, hvor fremgangen begrænsede sig til 0,5 pct. til 897 kr.

I bunden af markedet endte Ørsted, der skiftede til rødt fra grønt efter offentliggørelsen af den amerikanske jobrapport.

Jobrapporten sendte renterne op, og det er skidt nyt for rentefølsomme Ørsted, da høje renter øger omkostningerne til opførelsen af de investeringstunge vindparker.

Ørsted lukkede 2,3 pct. lavere i 648 kr., hvilket var nok til en placering i bunden af det danske C25-indeks.

RIFT OM COLOPLAST

Imens fik Coloplasts aktionærer både i pose og sæk. Fredag gik der udbytte fra på 15 kr., men medicokoncernen steg ikke desto mindre 1,4 pct. til 871,60 kr.

Coloplasts bestyrelsesformand, Lars Rasmussen, sagde torsdag eftermiddag i et interview med Børsen, at selskabet også skal vokse via opkøb.

- Vi har en ambition om at have en høj vækstrate, som ligger helt oppe imod 10 pct. I de markeder vi er i, med den vækst vi har, kan vi godt gøre det nogle år. Skal vi gøre det kontinuerligt, er vi nødt til at kigge på opkøb, sagde Lars Rasmussen til avisen.

MÆRSK RAMT AF NYT RATEFALD

De selskabsspecifikke nyheder fredag var derudover få. Dog blev A.P. Møller-Mærsk sendt ned efter et fald i rateindekset, SCFI, der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over. Rateindekset er faldet næsten 5 pct., og er nu dykket 25 uger på stribe.

Oveni skrev ShippingWatch, at rederiernes værn mod den igangværende nedtur i den globale økonomi så småt er begyndt at smuldre.

Det er priserne på de lange aftaler, der er begyndt at falde, efter at dagspriserne på containerfragt i flere uger er dykket massivt. Det skriver branchemediet på baggrund af tal fra konsulenthuset Xeneta.

Mærsks B-aktie faldt 1,8 pct. til 15.025 kr.


.\\˙ MarketWire