USA/lukning: Rally reduceret til moderate plusser - nye hug til Tesla
13/12 22:06
De amerikanske aktier gik pænt frem tirsdag, da nøgletal viste, at forbrugerpriserne i USA steg mindre end ventet i november.
Det styrkede investorernes tro på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag vil gå ned i gear til en mindre renteforhøjelse, ligesom markedet nu ser en lavere top i centralbankrenten.
Det sendte også markedsrenterne kraftigt sydpå denne tirsdag, og derfor trak især vækstaktierne for.
Det brede S&P 500-indeks vandt frem med 0,8 pct., men det var i indledende handel faktisk i plus med så meget som 2,8 pct., ligesom det henover dagen på et tidspunkt også faldt tilbage til et beskedent plus på 0,1 pct.
Dow Jones steg tirsdag samtidig 0,3 pct., og Nasdaq løftedes mest med 1,0 pct.
- Det er ikke første gang, vi ser buy the rumour, sell the fact, hvor investorerne lukker positionerne ned og tager gevinsten. Det lugter lidt af, at det er det, som sker, siger seniorstrateg Lars Skovgaard Andersen i Danske Bank.
- Det er interessant at se, hvor mange har købt ind til lavere end ventede forbrugerpriser. Næste test er, hvad Jerome Powell siger onsdag. Vi regner med et renteløft 50 basispoint, og vi fik nok rystet de sidste, som troede på 75 basispoint ud af træet tirsdag.
Jerome Powell, formanden for den amerikanske centralbank, holder tirsdag og onsdag rentemøde med sine chefkollegaer.
LAVERE RENTETOP
Tirsdagens inflationsrapport viste, at forbrugerpriserne steg med 7,1 pct. på årsbasis i november, men det var mindre end de ventede 7,3 pct. og end stigningen på 7,7 pct. i oktober. Forbrugerpriserne er nu faldet hver måned siden junis top i 9,1 pct.
Efter dataene blev lagt frem, sænkede markedet også sine forventninger til toppen i centralbankrenten, terminalrenten, til 4,86 pct. til maj, viste handelen med rentefutures, mod 4,98 pct. mandag. Renten i USA ligger i intervallet 3,75-4,00 pct.
Tallene er samtidig en bekræftelse af forventningerne hos investorerne om, Federal Reserve onsdag vil hæve sin rente med mere moderate 50 basispoint efter forhøjelser på 0,75 pct.point på hver af de seneste fire rentemøder.
- Det er godt, at inflationen falder tilbage, men hvorfor betyder det, at Federal Reserve ikke vil hæve renten så meget? Fordi økonomien har det skidt, spørger og svarer Lars Skovgaard Andersen og fremhæver, at det er skidt nyt for selskabernes indtjening.
- Lange investorer er stadig på sidelinjen og venter til onsdagens rentemelding. Og måske endda på at åbne bøgerne i det nye år. Mange lange investorer ser nok også, hvor indtjeningerne bærer henad.
TESLA BAKKEDE IGEN
I S&P 500 var det ellers hårdt ramte kommunikationsservice, der fejrede de bedrede renteudsigter mest med en fremgang til sektoren på 1,7 pct. It-aktierne fulgte med op og vandt 1,1 pct. Energiaktierne trumfede dog begge med et plus på 1,8 pct., da olieprisen for anden dag i træk løftedes.
Microsoft trak mest op i markedet, da it-aktien vandt frem med 1,8 pct., mens Apple steg 0,7 pct. Chipkæmpen Nvidia steg desuden 3,1 pct.
Inden for kommunikationsservice var der fremgang på 2,5 og 4,7 pct. til henholdsvis Alphabet og Meta Platforms, mens Amazon i cyklisk forbrug også blev løftet 2,1 pct.
I samme sektor faldt Tesla imidlertid med 4,1 pct. Elbilproducentens aktie er nu dykket 54 pct. i 2022. Investorernes pessimisme skyldes en cocktail af de nu højere renter, topchef Elon Musks store fokus på sit opkøb af Twitter og senest nyheden om, at koncernen reducerer sin produktion i Kina for at tilpasse sig en lavere efterspørgsel.
MODERNA I TOP
Mest stigende i det amerikanske hovedindeks tirsdag var dog vaccineproducenten Moderna, som blev belønnet med 19,6 pct., da et fase 2-forsøg med en kræftvaccine til behandling af modermærkekræft i kombination med Mercks Keytruda har vist sig virksom ved at reducere dødsfald og tilbagevenden af sygdommen med 44 pct.
På nyhedsfronten kom der også regnskabstal for andet kvartal fra softwarekoncernen Oracle. De var bedre end ventet, men aktien faldt alligevel 1,0 pct.
.\\˙ MarketWire
