Tirsdagens danske avisuddrag med Novo, Lego og ATP
27/12 06:32
BØRSEN
KÆDER FRYGTER NEDLUKNING: FORVENTER PENGE FRA REGERING
Dagligvarekoncerner frygter for lokale købmænds overlevelse og ønsker handling fra regeringen, der lægger op til en inflationspakke (side 8)
100 ÅRS VÆKSTHISTORIE FALMER FOR NOVO NORDISK
Da August og Marie Krogh i december 1922 hjembragte licensen til at producere insulin blev fundamentet til en gigantisk erhvervssucces skabt. I dag betyder insulin ikke det store for Novo Nordisks vækst (side 12)
CROWDFUNDING-REGLER KAN BREMSE DANSK UDVIKLING
Crowdfunding kan være vejen til risikovillig kapital for startupvirksomheder, men i Danmark er mulighederne begrænset (side 18)
EN SÆRLIG TYPE FOND STYRER MOD DET BEDSTE AFKASTÅR SIDEN FINANSKRISEN
Mens 2022 har været et mareridtsår for aktieinvestorer, har makrofonde vundet på seismiske skvulp i global økonomi (side 21)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
IFØLGE PROGNOSE STÅR DANSK ØKONOMI ALLEREDE MED DET ENE BEN I KRISEN
Selv om det ikke kan mærkes ret mange steder endnu, står dansk økonomi på tærsklen til en middelsvær økonomisk krise. Det er budskabet i de seneste prognoser (side 4)
LEGO-FAMILIENS OVERHOVED GIVER STAFETTEN VIDERE
Eksklusivt interview: Kjeld Kirk Kristiansen er nok det største legebarn i familien, selv om han har syv børnebørn og nu runder 75 år. Han gør klar til det endelige tronskifte, hvor sønnen tager over. Men han kommer ikke til at gå så meget på pension, at han holder sig væk fra Lego (side 6-7)
FINANS DANMARKS DIREKTØRER: BANKERNE HAR LEVERET
Ulrik Nødgaard mener, at bankernes ageren under corona- og inflationskriser er med til at højne deres anseelse (side 10-11)
INVESTORER ÅBNER 2023 MED TØMMERMÆND
2023 kan vel blive året med en hovedpine i Europa. Inflationen er ikke faldet til ro, og prisfaldene på ejendomsmarkedet vil formentlig stå på endnu længere end forventet (side 13)
BERLINGSKE BUSINESS
UDSKÆLDT OLIEKONGE NÆGTER AT BRUGE GIGANTISK OVERSKUD PÅ GRØN ENERGI
USAs største olie- og gasproducent, ExxonMobil, tjener rekordoverskud på de høje energipriser, mens præsident Joe Biden raser over, at en stor del af pengene sendes tilbage til aktionærerne. Har topchefen, Darren Woods, sat sig selv i en skruetvinge ved at holde fast i olien og gassen og følge en stærkt kritiseret klimastrategi? (side 2)
EKSPERTER: BEHOV FOR GRUNDLÆGGENDE ÆNDRINGER I ATP
Gigantisk milliardtab i danskernes obligatoriske sparekasse ATP får flere fremtrædende eksperter til at efterlyse grundlæggende ændringer af Danmarks største pensionsselskab. ATPs administrerende direktør, Martin Præstegaard, mener, at ordningen er optimal, og at pensions- kassen lever op til sin rolle (side 4-5)
KIG MED I MASKINRUMMET: HVORFOR BEVÆGER RENTERNE SIG, SOM DE GØR?
På boligmarkeder er der både korte og lange renter. De korte renter på flekslån svinger i lånets løbetid, mens de lange renter på de traditionelle lån ligger fast i op til 30 år. Find ud af, hvad der påvirker renterne, i fjerde kapitel af Berlingskes grundskole om boligmarkedet (side 6)
.\\˙ MarketWire
