Genmab om opkøb: Timingen bliver bedre og bedre
29/12 15:22
Partneraftaler og licensaftaler er en mulighed for Genmab i 2023, hvor også opkøb kan komme på tale.
Det fortæller administrerende direktør Jan van de Winkel, der dog understreger, at biotekkæmpen vil fokusere på at vokse ved egen kraft og ikke vil lade iveren efter at skyde genvej løbe af med sig.
- Når du ser på målsætningen for 2023, kan vi potentielt udvide vores portefølje af teknologiplatforme ved at bringe andre platforme i spil enten via partneraftaler eller licensaftaler. Der kan også blive tale om opkøb, men vi vil være forsigtige, lyder meldingen.
Jan van de Winkel peger på, at selv om intet er givet, så skal man heller ikke blive overrasket, hvis Genmab enten køber lægemiddelkandidater eller teknologi næste år. Også fordi der kan være mulighed for at gøre nogle gode kup.
- I øjeblikket er der mange mindre selskaber, der er i reelle vanskeligheder på grund af ustadige aktiemarkeder og inflationen osv. Så timingen, tror jeg, bliver bedre og bedre. Men Genmab vil være meget forsigtig, for vi tror på vækst ved egen kraft, siger Jan van de Winkel.
At der handles i sektoren sås tydeligt tidligere i december, hvor medicinalkæmpen Amgen overtog Genmabs partner Horizon Therapeutics for over 28 mia. dollar.
For Genmab kan det opkøb ende med at blive en fordel, da Amgen herefter vil stå for salget af øjenmidlet Tepezza, frem for Horizon, der har gjort det godt, men er langt mindre.
- Amgen har meget stærke ekspertiser inden for salg og markedsføring, og det kan potentielt medvirke til at løfte markedet for Tepezza. Det kan potentielt betyde, at markedet bredes ud.
- I øjeblikket estimeres Tepezzas markedspotentiale at være omkring 4 mia. dollar, men jeg har set analytikere, der går højere, efter at Amgen har overtaget Tepezza. Så jeg tror, at der kan være en upside for Genmab her, siger Jan van de Winkel.
.\\˙ MarketWire