Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Rød dag trods beroligende Fed-kommentar efter ADP-jobtal

5/1 22:04

Et amerikansk jobmarked i bedste velgående tog torsdag pusten fra de store amerikanske aktieindeks, der kørte i minus dagen igennem.

Nye jobtal fra den private ADP-rapport viste i december en stærkere beskæftigelse end ventet, hvilket skabte øget frygt for en modreaktion fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

- Det er meget tydeligt, at gode nyheder for arbejdsmarkedet er dårligt nyt for aktiemarkedet. Data viser, at arbejdsmarkedet er meget modstandsdygtigt, siger Anthony Saglimbene, der er chefmarkedsstrateg i Ameriprise, til Reuters.

- Så længe arbejdsmarkedet er modstandsdygtigt, er Federal Reserve nødt til at fortsætte med at stramme pengepolitikken for at få inflationen ned, fortsætter han.

En kommentar fra centralbanken beroligede ellers kortvarigt, da chefen for afdelingen i St. Louis, James Bullard, ifølge Bloomberg News luftede, at renten så småt nærmer sig et tilpas restriktivt niveau.

Det bedrede indledningsvis humøret, inden den sure stemning for alvor fik fat igen.

Det brede S&P 500-indeks faldt 1,2, Dow Jones tabte 1,0 pct., og Nasdaq-indekset dykkede 1,5 pct.

LANGT STÆRKERE JOBRAPPORT END VENTET

Beskæftigelsesrapporten fra ADP for december viste meget bedre takter, end det var ventet. Antallet af job steg med 235.000 mod økonomernes estimat på 150.000.

Den private rapport bruges som en indikator for den officielle arbejdsmarkedsrapport, som udsendes fredag.

Et jobmarked i bedste velgående er skidt nyt for investorerne, da det frygtes at lægge et pres på lønningerne i USA, hvilket Federal Reserve ikke kan sidde overhørig.

TVIVL OM OVERLEVELSE SENDTE BED BATH & BEYOND NED

Det kriseramte amerikanske boligindretningsselskab Bed Bath & Beyond blev torsdag sendt til tælling med et fald på knap 30 pct., efter at selskabet såede tvivl om egen overlevelse.

I meddelelsen betvivlede selskabet, om det lever op til principperne om "going concern" - et regnskabsteknisk krav, som forudsætter, at virksomheden kan fortsætte sine aktiviteter i en overskuelig fremtid.

Næppe gavnligt for selskabet var en kommentar fra Keybanc-analytiker Bradley Thomas, der vurderede, at aktien i selskabet ikke var mere end 10 cent værd.

FYRINGSVARSLER MODTAGET FORSKELLIGT

Onlinehandelsgiganten Amazon kunne torsdag meddele, at den planlægger at afskedige lidt over 18.000 medarbejdere.

Allerede i november lød det, at selskabet ville afskedige 10.000 ansatte, men det tal er altså nu opjusteret markant.

Aktien tabte 2,4 pct.

Mere positivt modtaget blev en melding fra dataselskabet Stitch Fix, der ifølge Dow Jones vil afskedige 20 pct. af sine fastlønnede medarbejdere.

Selskabet, der beskæftiger i omegnen af 7900 personer, steg 9,2 pct.

WALGREENS SENDT NED EFTER SALGSTAL

Apotekerkæden Walgreens Boots faldt torsdag 5,8 pct., efter at selskabet i sit første kvartal skuffede med brutto- og driftsmarginerne.

Et positivt islæt i regnskabet var et salg på 27,20 mia. dollar mod ventet 26,62 mia. dollar i første kvartal af 2022/23.

For perioden ventes nu et salg på 133,5-137,5 mia. dollar mod tidligere 130,5-134,0 mia. dollar.

Høje omkostninger fra blandt andet et forlig i opioidkrisen i USA tynger ifølge Bloomberg News udsigterne for indtjeningen.

EXXON OG WARNER BROS GIK MOD STRØMMEN

Den amerikanske oliekæmpe Exxon Mobil meddelte sent onsdag aften markedet, at indtjeningen i fjerde kvartal kan tage et hug fra lavere olie- og naturgaspriser.

Exxon venter, at de lavere energipriser vil have en negativ påvirkning på omkring 3,7 mia. dollar i forhold til tredje kvartal.

Analytikerne venter ifølge Bloomberg News en indtjening for året på 58 mia. dollar - den højeste indtjening i selskabets historie.

Aktien gik frem med 2,1 pct.

Også Warner Bros. Discovery, der sidste år blev til mellem fusionen af Warnermedia og Discovery, gik frem torsdag.

Selskabet har med indgangen til 2023 lagt de værste prøvelser bag sig, meddelte finansdirektør Gunnar Wiedenfels ifølge Variety.

Aktien steg 4,0 pct.

.\\˙ MarketWire