Mandagens aviser med SAS, Salling Group og Semler
16/1 06:32
BØRSEN
ØKONOMER SER INFLATION PÅ VEJ MOD MERE NORMALT LEJE
Til december vil inflationen ramme 2-3 pct., forudser flere økonomer. Cheføkonom i Dansk Bank, Las Olsen, og andre økonomer påpeger dog, at usikkerheden er stor og afhænger af udviklingen i energi- og fødevarepriserne. (Forside, side 6-8)
SCHWEIZERE KØBER SIG IND I SEMLERS SATS PÅ DRONER
Førerløse køretøjer og droner bliver fremtiden, mener Semler Gruppen, der får investering fra Schweiz’ største bilfirma. (Side 2)
PRISSTORM TAGER TIL I SVERIGE: INFLATION STIGER TIL 12,3 PCT.
Økonomer er bekymrede for nabolandet. Her skal Riksbanken igen hæve renten trods et ekstremt sårbart boligmarked. (Side 8)
SAS NÅR I MÅL MED FLÅDEBESPARELSE
15 flyudlejere har nu sagt ja til at sætte lejen for i alt 59 fly ned med 1 mia. svenske kr., og SAS erklærer nu, at denne del af redningsplanen må betragtes som afsluttet. (Side 9)
VÆKSTFONDEN TABER TRECIFRET MILLIONBELØB PÅ MÅLTIDSKONKURS
Investeringen i det konkursramte Simple Feast er tabt, erkender Vækstfonden. (Side 16)
FINANSGURU I ANGREB PÅ AKTIVE FORVALTERE
Aktiv forvaltning er spildte penge, lyder det fra topprofessor i værdisætning. Skagen Fondene melder dog hus forbi med deres afkast. (Side 16)
BERLINGSKE BUSINESS
NY KLIMAMINISTER NÆGTER AT MISSIONERE
Den grønne omstilling skal skabe håb og optimisme snarere end angst, lyder det fra Danmarks nye klima-, energi- og forsyningsminister. Han går ikke ind for at prædike eller moralisere. (Forside, side 4-5)
SOLID BEVILLING SKAL BRINGE DANSK SUNDHEDS-IT UD I VERDEN
Med en af de største bevillinger til dato fra Industriens Fond i ryggen skal et usædvanligt og succesrigt samarbejde mellem iværksætter- og opstartsvirksomheder gøre Danmark til Nordens førende på området. (Side 3)
STORKONFLIKT VIL KOSTE ET TOCIFRET MILLIARDBELØB
En storkonflikt spøger for alvor ved overenskomstforhandlingerne. Hvis den kommer, kan den ende med at ramme virksomhederne hårdere end den seneste storkonflikt i 1998. (Side 6-7)
STORT DYK I ELEKTRONIKSALGET I 2022 - MEN MANGE FLERE VALGTE EN GENBRUGSTELEFON
Pc-salget dykkede mest af alt, og stor snak om metaverset hjalp ikke på salget af AR- og VR-briller. Talende højttalere og streamingudstyr gik også tilbage. (Side 9)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
PANIK OG ØKONOMISK TILBAGEHOLDENHED KAN GØRE KRISEN VÆRRE
I modsætning til finanskrisen bliver alle nu ramt af den økonomiske nedtur, som allerede er begyndt. Men mange kan bevare deres forbrug, uden at det går nævneværdigt ud over opsparingen og formuen. (Side 24)
SALLING GROUP HAR DROPPET SAMHANDEL MED SKARE-KONCERNEN
Fødevarestyrelsen har fundet kød uden sporbarhed og blev i første omgang nægtet adgang til milliardvirksomheden Skare. Meldingen fik prompte landets største dagligvarekæde til at trække stikket. (Side 25)
.\\˙ MarketWire
