Mandagens aktier: Bavarian forrest i stærkt C25 efter rekordresultater
16/1 17:06
Bavarian Nordic tog mandag toppen af det danske C25-indeks efter stærke foreløbige tal over forventning - og på en melding fra selskabet finansdirektør om, at 2023 heller ikke bliver så ringe endda.
GN hang på, efter at Danske Bank i en analyse pegede på, at der er et markant potentiale i aktien - og at selskabet kan være et opkøbsmål.
Også Mærsk og Ambu var godt med fremme med plusser på henholdvis 4,3 pct. og 3,8 pct. uden større selskabsspecifikke nyheder som forklaring.
- Vi har et lidt stille marked i dag, da USA har lukket. Vi ser, at de cykliske aktier har medvind, og vi ser lidt risk-on i dag, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank, til MarketWire.
Samlet steg det danske eliteindeks, C25, på ugens første dag med 1,9 pct. til 1747,24. Dermed gik det lidt bedre for det danske børsmarked end for kollegerne i Europa.
- Vi stiger lidt mere herhjemme i dag, men ser vi på 2023, er C25 "kun" steget 3 pct., mens det tyske og det franske ledende indeks begge er steget omkring 9 pct., siger Ole Kjær Jensen.
BAVARIAN I TOP
Bavarian leverede mandag formiddag foreløbige tal for hele sidste år, der pegede på en bedre end ventet udvikling. 2022 var ellers på forhånd blevet udråbt til et "investeringsår", der skulle give underskud.
Men udbruddet af abekopper satte fuld damp på salget af selskabets koppevaccine, der har sendt omsætningen og driftsresultatet i vejret, viser foreløbige regnskabstal for året.
Samtidig har selskabet allerede sikret flere ordrer for det år, der netop er taget hul på, og dermed er der udsigt til endnu et rekordår, varsler finansdirektør Henrik Juuel.
- Vi har sikret koppevaccine-ordrer på smallpox og mpox (abekopper, red.), som finansielt svarer til mere, end vi havde i 2022. Derfor kan vi også trygt sige, at 2023 bliver endnu et rekordår finansielt målt på omsætning og drift. Det var 2022, men 2023 bliver det også, siger han til MarketWire.
De endelige forventninger til 2023 bliver dog først afsløret, når Bavarian Nordic efter planen fremlægger endeligt årsregnskab den 2. marts.
Aktien steg mandag med 6,8 pct. til 245,60 kr.
DANSKE SER STORT POTENTIALE I GN
Danske Bank ser fortsat et stort kurspotentiale i GN, selv om bankens analytikere har trimmet kursmålet en smule til 305 kr. fra 315 kr. som følge af valutamodvind og lavere marginer i GN Audio.
Ifølge data fra Bloomberg News ligger analytikernes gennemsnitlige kursmål på 227,89 kr.
- Vi ser GN som et potentielt opkøbsmål og venter, at konsolidering med et større høreapparatselskab kan udløse værdi på over 50 pct. af den nuværende børsværdi, skriver Danske Bank i et analysenotat fra mandag.
Aktien steg 3,7 pct. til 178,15 kr.
FLSmidth endte i bunden med et minus på 2,5 pct. til aktiekursen, der sluttede i 268,70 kr.
Selskabet kunne ellers fortælle om en ordre i Finland, og oven i blev kursmålet hævet hos to børshuse.
Novo var også til serviceeftersyn - hos Handelsbanken - der satte anbefalingen et nøk op til "hold" fra "sælg", viser data fra Bloomberg News. Kursmålet for aktien fremgår ikke.
Medicinalkoncernen fik sideløbende løftet sit kursmål hos både Deutsche Bank og Danske Bank til henholdsvis 1200 kr. fra 1000 kr. og 1075 kr. fra 1000 kr. Begge banker har en købsanbefaling af aktien.
- Deutsche Bank kommer med et nyt topmål (det højeste registrerede kursmål, red.) for aktien. Og det giver noget til Novo i dag, siger Sydbanks afdelingsdirektør.
Novo-aktien steg 1,7 pct. til 952,70 kr.
ISS FORLÆNGER KONTRAKT I USA
ISS har indgået aftale med et stort amerikansk selskab om at forlænge og udvide en eksisterende aftale med tre år til 2025. Den nye kontrakt dækker lidt over 1 pct. af ISS' samlede omsætning.
Aktien vandt 0,9 pct. til 149,90 kr.
DSV fik løftet sit kursmål til 1385 kr. fra 1300 kr. af Nordea, der gentog anbefalingen "køb". Aktien steg 4 pct. til 1124 kr.
Energiselskabet Ørsted har søgt om tilladelser til at opføre havvindmøller med en samlet kapacitet på 15 gigawatt (GW) i Sverige, skriver Reuters.
Ørsted gik 1,9 pct. frem til 681,70 kr.
.\\˙ MarketWire
