Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Netflix og Alphabet blandt vinderne i teknologifest

20/1 22:03

Streamingtjenesten Netflix og Googles moderselskab, Alphabet, var symptomerne på den klare tendens i fredagens amerikanske aktiemarked - nemlig pæn fremgang særligt i teknologiafdelingen.

Netflix blev belønnet for pæne regnskabstal fra sent torsdag aften, mens investorerne så positivt på massive spareplaner fra Alphabet, som dermed har tilsluttet sig en lang række store teknologinavne, der skærer kraftigt fra i medarbejderstaben for at tilpasse sig hårdere økonomiske tider.

Generelt var humøret på aktiemarkedet også højt fredag - blandt andet efter kommentarer fra Lael Brainard, der er næstkommanderende hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, fra torsdag aften.

Og mundvigene kom blot yderligere opad, da Christopher Waller, der er medlem af direktionen hos Federal Reserve og rentekomitéen Federal Open Market Committee (FOMC), som står for de pengepolitiske beslutninger, gik på talerstolen fredag aften.

Her kundgjorde han, at han hælder til at sætte tempoet i de pengepolitiske stramninger yderligere ned ved næste rentemøde, men dog holde fast i strammegrebet.

- Jeg går lige nu ind for et løft på 25 basispoint ved det næste rentemøde i slutningen af denne måned, sagde Christopher Waller fredag i en tale ifølge Bloomberg News.

- Efter det har vi stadig et betydeligt stykke vej til målet om en inflation på 2 pct., og jeg forventer at støtte fortsat stramning af pengepolitikken, fortsatte han.

En række nøgletal har på det seneste bekræftet, at inflationen i USA er godt på vej ned, men at der også stadig er et godt stykke vej til målet om 2 pct.

S&P 500-indeks endte med en stigning på 1,9 pct., Dow Jones-indekset gik 1,0 pct. frem, og Nasdaq steg mest med sit plus på 2,7 pct.

NETFLIX BRAGEDE OP

Netflix slog analytikernes forventninger til antallet af nye abonnementer i fjerde kvartal klart, viste regnskabet offentliggjort torsdag aften.

Det skabte fredag rift om aktien, der endte med et plus på 8,5 pct. til 342,45 dollar.

Antallet af abonnementer voksede således i de sidste tre måneder af sidste år med 7,66 mio., hvor der af analytikerne ifølge Bloomberg News var ventet et plus på 4,5 mio.

Samlet havde Netflix 230,75 mio. abonnementer i fjerde kvartal - svarende til en vækst på 4 pct. Her var ventet 227,3 mio. abonnementer.

Netflix har den seneste tid strammet grebet om abonnenter, der deler adgangen til tjenesten med personer uden for husstanden, og selskabet venter derfor en kortsigtet negativ effekt på abonnentvæksten.

Omsætningen på 7,85 mia. dollar var en tand under analytikerkonsensus på 7,86 mia. dollar.

Til gengæld overgik Netflix med et driftsoverskud på 550 mio. dollar analytikernes forventninger om et overskud på 393,2 mio. dollar.

GOOGLE-EJER VIL FYRE STORT

Alphabet, der ejer blandt andet Google og Youtube, vil skære 12.000 stillinger fra globalt på tværs af hele koncernen.

Meddelelsen om fyringerne er kommet fra Alphabets administrerende direktør, Sundar Pichai, der i en mail ifølge Bloomberg News har skrevet, at han tager "det fulde ansvar for de beslutninger, der har bragt selskabet i den situation."

Alphabet tilslutter sig med trækket en lang række teknologiselskaber, der har skåret fra i hobetal som følge af vanskeligere økonomiske vilkår og stigende centralbankrenter.

Senest har Microsoft meddelt, at selskabet vil afskedige 10.000 ansatte, og hos Amazon skal der skæres omkring 18.000 stillinger fra.

Nedskæringen skyldes ifølge Bloomberg News, at Alphabet er ramt af en opbremsning i den digitale markedsføring, og at selskabets division for cloudteknologi halter efter Microsoft og Amazons.

Investorerne tog positivt i mod initiativet. Aktien steg med 5,7 pct. til 99,25 dollar fredag.

.\\˙ MarketWire