Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: ISS præsenterer pæne væksttal for positivt marked

23/1 08:19

Investorerne ser ud til at kunne glæde sig til en positiv åbning på det danske aktiemarked mandag, formentlig med ISS i hopla, efter at servicekoncernen har offentliggjort pæne foreløbige regnskabstal for 2022.

Desuden ses Parken Sport & Entertainment i en form for hovedrolle, efter at FC København har solgt Victor Kristiansen for et trecifret millionbeløb.

C25-indekset sluttede fredag 0,1 pct. lavere i 1722,86. I USA steg markedet til gengæld støt efter dansk børslukketid fredag, og mandag morgen indikerer den tyske DAX-future, der ofte er et godt pejlemærke for det danske marked, en positiv åbning på 0,6 pct.

ISS SLÅR EGEN VÆKSTPROGNOSE

For ISS tegner mandagen også lys, efter at servicekoncernen har præsenteret foreløbige regnskabstal for 2022. Selskabet kom ud af året med en organisk vækst på 7,8 pct. mod tidligere ventet cirka 6,5 pct.

Driftsmarginen før særlige poster endte på 3,8 pct. - på linje med den tidligere prognose. Endelig havde ISS positive pengestrømme på 1,7 mia. kr. mod tidligere ventet cirka 1,5 mia. kr.

Aktien lukkede fredag 1,7 pct. højere i 155,80 kr.

ØRSTED OG DSV SÆNKET

Modsat trak Ørsted væsentligt ned i C25-regnskabet fredag efter et fald på 8,7 pct. til 608,50 kr. Og den markante nedtur, der fulgte i kølvandet af afdæmpede forventningerne til 2023, kan sikre selskabet fornyet opmærksomhed mandag.

Morgen Stanley har ifølge Bloomberg News efterfølgende sænket sit kursmål for Ørsteds aktie en anelse til 850 kr. fra 870 kr. Den amerikanske storbank fastholder dog et positivt syn på aktien med en gentagelse af anbefalingen "overvægt".

Fra børshusene er der mandag morgen også kommet en justering af DSV fra den britiske storbank HSBC, der har sænket sit kursmål for aktien til 1050 kr. fra 1100 kr. Samtidig gentages den neutrale anbefaling "hold".

DSV steg fredag 0,9 pct. til 1134 kr.

MILLIONER TIL PARKEN

Herhjemme kan også Parken gøre væsen af sig. Selskabet meddelte fredag aften, at FC København har solgt det unge talent Victor Kristiansen til engelske Leicester City FC. Salget forventes at have en positiv virkning på resultat før skat for 2023 på ca. 100 mio. kr.

Parken endte fredag 0,5 pct. højere i 80,40 kr.

Borerigselskabet Noble har derimod måttet nedjustere sine forventninger til 2022. Her ventes nu et justeret driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 140-150 mio. dollar mod tidligere ventet 155-175 mio. dollar. Nedjusteringen er primært relateret til et tidligere rapporteret mekanisk problem med Noble Regina Allen, oplyser Noble, der steg 0,9 pct. fredag til 277 kr.

Lundbeck følges nu af den amerikanske storbank Citi, der har indledt dækning med anbefalingen "neutral" og et kursmål på 30 kr. Lundbecks B-akten endte fredag næsten uændret i 26,07 kr.

Ringkjøbing Landbobank har fået løftet sit kursmål til 1075 kr. fra 950 kr. hos SEB, der gentager anbefalingen "køb". Aktien lukkede fredag 1,4 pct. højere i 973 kr.


.\\˙ MarketWire