Aktier/tendens: Novo Nordisk i fokus - spår ny tocifret vækst i 2023
1/2 08:23
Novo Nordisk tager onsdag morgen fokus, efter at medicinalselskabet har fremlagt sit regnskab for fjerde kvartal, der byder på en bedre end ventet top- og bundlinje samt et stærkt salg af Wegovy.
Også Ørsted og Ringkjøbing Landbobank er onsdag også aktuel med regnskab for fjerde kvartal.
Det sker i et noget vægelsindet marked op til aftenens rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Forud for åbningen peger futuren for det tyske DAX-indeks op med forsigtige 0,1 pct., mens der i USA peges på fald på 0,2-0,3 pct., når markedet åbner i New York.
Det danske C25-indeks faldt tirsdag 0,2 pct. til 1698,43.
Federal Reserve afslutter onsdag aften dansk tid sit rentemøde, hvor der er ventet et renteløft på 25 basispoint. Markedsdeltagernes opmærksomhed vil særligt være rettet mod retorikken fra forbundsbankens chef, Jerome Powell, når han taler efterfølgende.
NOVO VENTER NY TOCIFRET VÆKST I 2023
Novo Nordisk overraskede positivt på både omsætning og bundlinje i fjerde kvartal.
Det viser medicinalgigantens regnskab for perioden og hele 2022, som er offentliggjort onsdag morgen.
Omsætningen landede på 48,1 mia. kr. mod konsensus på 47,3 mia. kr. blandt analytikere adspurgt af selskabet selv. Bundlinjen viste samtidig et overskud på 13,6 mia. kr. mod ventet 13,3 mia. kr.
For hele året var der tale om en omsætning på 177 mia. kr.
Det var blandt andet salget af Novos fedmemiddel Wegovy, der bidrog positivt til omsætningen. Salget løb i fjerde kvartal op i 2336 mio. kr. mod ventet 1496 mio. kr. og 782 mio. kr. et år forinden.
Imens skuffede salget af Ozempic en anelse, mens Rybelsus gjorde konsensus til skamme.
Væksten ventes at fortsætte i 2023, hvor Novo ser en omsætningsvækst på 13-19 pct. i lokal valuta. Driftsresultatet ses ligeledes stige 13-19 pct. målt i lokal valuta. Konsensus lød på henholdsvis 15,0 og 15,2 pct.
Novo foreslår et udbytte på 8,15 kr. per aktie i 2022, hvor der var ventet 7,70 kr. per aktie.
Regnskabet bør kaste et plus af sig, når markedet åbner klokken 9.
- Novo guider 13-19 pct. vækst i lokal valuta, og det bør tilfredsstille investorerne og bør, som jeg ser det, sende aktien op, siger senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen til MarketWire.
Aktien faldt tirsdag 1,9 pct. til 943 kr.
ØRSTED BLØDER PÅ BUNDLINJEN
Ørsted havde i fjerde kvartal røde tal på bundlinjen, efter at både havvind- og onshore-forretningen skuffede i de tre sidste måneder af 2022.
Også det realiserede driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, var svagere end ventet.
Nettounderskuddet landede på 329 mio. kr. mod et ventet overskud på 3550 mio. kr. For året var der tale om et samlet overskud på 14.996 mio. kr. mod ventet 18.570 mio. kr.
Konsensusestimaterne var indsamlet, før Ørsted 19. januar offentliggjorde foreløbige tal for driften i 2022 og samtidig fremlagde sin prognose for det nye regnskabsår.
Her nedskrev selskabet sit amerikanske Sunrise Wind-projekt for 2,5 mia. kr.
De udmeldte forventninger om et EBITDA-overskud på 20-23 mia. kr. eksklusive nye partnerskabsaftaler fastholdes. Også forventningerne til selskabets divisioner gentages.
Ørsted foreslår i 2022 et udbytte på 13,50 kr. per aktie.
Aktien lukkede tirsdag uændret i 605 kr.
SANDSYNLIGT MED SALG AF GN, MENER NORDEA
Nordea ser gode muligheder for et salg af dele af eller hele GN i den nærmeste fremtid - efter spekulationer i markedet om det samme gennem længere tid.
- I lyset af de seneste begivenheder vurderer vi, at sandsynligheden for, at GN bliver opkøbt inden for en overskuelig fremtid, er meget høj, og vi inkluderer det nu i vores basisscenarie, skriver Nordea i et analysenotat tirsdag.
GN er udfordret af høj gæld som følge af sidste års overtagelse af Steelseries. Et alternativ kunne også være en kapitalrejsning gennem en emission, om end det vurderes usandsynligt.
Banken fastholder den positive anbefaling "køb" af GN med et tilhørende kursmål på 230 kr.
Aktien i GN faldt tirsdag 4,3 pct. til 167,80 kr.
RINGKJØBING LANDBOBANK BEKRÆFTER 2023-PROGNOSE
Ringkjøbing Landbobank har onsdag fremlagt regnskab for fjerde kvartal og regnskabsåret 2022. Her kunne banken fremvise en betydelig vækst for alt fra nettorenteindtægterne til basisresultatet og nettoresultatet.
For året realiserede banken et overskud på 1495 mio. kr. mod 1229 mio. kr. i 2021.
I forbindelse med regnskabet bekræfter banken sine forventninger til 2023 om et basisresultat i niveauet 1700-2100 mio. kr. og et resultat efter skat i niveauet 1200-1600 mio. kr. Forventningerne blev offentliggjort 18. januar.
Desuden foreslår banken et udbytte per aktie på 7 kr. og ewt aktietilbagekøb på 770 mio. kr.
Ringkjøbing Landbobank steg tirsdag 1,6 pct. til 993 kr.
GENMAB-PARTNER OVERGÅR SALGSFORVENTNINGER
Genmab har tidligt onsdag fået nyt fra den schweiziske medicinalgigant Novartis, der i fjerde kvartal overgik forventningerne til salget af Kesimpta.
Salget af Kesimpta, der er baseret på Genmabs virkemiddel Ofatumumab, landede på 369 mio. dollar mod ventet 321,2 mio. dollar ifølge Bloomberg News.
Genmab modtager 10 pct. af salget i royalties.
Aktien steg tirsdag 0,4 pct. til 2672 kr.
.\\˙ MarketWire
