Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Powell talte aktier op - Microsoft nær 2000 mia. dollar

7/2 22:08

De amerikanske aktier var tirsdag en større tur rundt i karrusellen, da markedet indledte med små fald, inden det kravlede i plus, før en imødeset tale fra den amerikanske centralbanks formand, Jerome Powell.

Federal Reserves førstemand formåede senere med sine udtalelser at sende aktierne yderligere op, inden de dykkede i minus, men til sidst så investorerne alligevel glasset som halvt fuldt, hvorfor aktierne endte handelen med et solidt plus.

Det brede S&P 500-indeks steg med 1,3 pct., mens Dow Jones vandt 0,8 pct., og Nasdaq gik mest frem med 1,9 pct.

- Der er meget momentum i aktierne, efter at de er brudt op igennem de her vigtige tekniske niveauer, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Her henviser han til, at S&P 500 i forrige uge brød sin nedtrend fra starten af sidste år, samtidig med at markedet gik forbi sit eget glidende 200 dages-snit.

Fremgangen tirsdag, som det stort set har været tilfældet siden nytår, var igen trukket af teknologi til trods for en lunken regnskabssæson, men de løftes af forventningen om, at centralbankens rente snart vil nå sin top i denne cyklus, trods sidste uges stærke jobrapport.

- Der er ikke noget i regnskaberne, som berettiger stigningerne, slet ikke i de store teknologiregnskaber, men alligevel er det dem, som stikker af.

- Aktierne har det godt, når renterne bøjer af.

POWELL I FOKUS

Centralbankformandens tale indeholdt tirsdag den samme dueagtige vending fra i onsdags, da Jerome Powell slog fast, at en "disinflationær proces" var i gang især inden for varehandelen, men tirsdag tilføjede han dog, at det bliver en langvarig proces.

Han så imidlertid også inflationen aftage betydeligt i år, men først i 2024 vil den nå målet på 2,0 pct. om året.

Januars overraskende stærke jobrapport kan dog betyde, at centralbankrenten skal højere op end ellers.

- Hvis vi fortsætter med at få for eksempel stærke arbejdsmarkedsrapporter eller højere inflationsrapporter, kan det meget vel være tilfældet, at vi skal gøre mere og hæve renterne mere, end der er indregnet i markedet, lød det fra Jerome Powell.

Alligevel tog investorerne mere notits af de blødere bemærkninger om inflationen.

- Powell siger de her ting om en disinflationær proces igen, og selv om han også siger andet, så er det dueagtigt, fastslår Lars Skovgaard Andersen.

MICROSOFT I FRONT

I S&P 500 vandt energiaktierne mest med et plus på 3,1 pct., da olieprisen steg med 4,4 pct.

Dernæst fulgte kommunikationsservice med en fremgang på 2,5 pct., mens også it vandt 2,5 pct.

Microsoft førte an blandt de store aktienavne og gik frem med 4,2 pct., da softwarekæmpen, hvis markedsværdi på et tidspunkt tirsdag var over 2000 mia. dollar, præsenterede sin søgemaskine Bing i opdateret version med kunstig intelligens.

It-kollegaen Apple steg også 1,9 pct., mens chipkæmpen Nvidia løftedes også 5,1 pct.

I kommunikationsservice gik Alphabet frem med 4,4 pct., mens Meta Platforms også steg 3,0 pct.

REGNSKABSVINDERE I TOP

Toppen af S&P 500 blev tirsdag udgjort af regnskabsvinderne. Chipproducenten Skyworks steg mest med 12,5 pct., da tallene for første kvartal var en tand bedre end ventet, og selv om prognosen for andet kvartal lå under konsensus på Wall Street.

Forsikringsselskabet Cincinatti Financial gik også frem med 10,7 pct., da fjerde kvartal viste fremgang på både top og bund trods en periode med orkan og isvinter i USA.

Fiserv indtog fjerdepladsen med et plus på 8,4 pct. Betalingskoncernen trumfede klart forventningerne til både top- og bundlinjen i sit fjerde kvartal.

Spiludvikleren Take-Two Interactive Software vandt også 7,9 pct. på trods af en nedjustering af de ventede nettobestillinger, altså nysalget, på grund af konkurrenternes rabatter henover julen. Væksten i tredje kvartal var dog også på 60 pct.

Kemikæmpen Dupont de Nemours steg desuden 7,5 pct. efter sine tal. Fjerde kvartal var nemlig bedre end ventet, og investorerne så gennem fingre med en svag indtjeningsprognose for første kvartal.

.\\˙ MarketWire