Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Frygt for bankkrise pressede aktier - tech holdt niveauet

15/3 21:08

Frygten er tilbage på Wall Street, hvor investorerne handlede aktierne med store udsving, og hvor der for første gang siden pandemien var tale om manglende likviditet i det ellers så vigtige amerikanske marked for statsobligationer.

Efter sidste uges amerikanske bankkollapser var investorerne onsdag også bekymrede for udviklingen i Credit Suisse, som muligvis også har udfordringer med likviditeten. Nervøsiteten tog til, da storaktionæren Saudi National Bank afviste at tilføre den schweiziske storbank flere midler.

Senere onsdag aften kom den schweiziske centralbank dog på banen med en melding om, at den om nødvendigt ville stille likviditet til rådighed for Credit Suisse.

Imens søgte investorerne sikkerhed i amerikanske statsobligationer, selv om The Wall Street Journal skrev, at flere aktører havde svært ved at finde modparter, altså at likviditeten var udfordret, og renterne dykkede derfor igen kraftigt med et minus i den toårige rente på hele 34 basispoint.

Ydermere var der udsalg i olien, som faldt tungt med 4,5 pct.

Det brede S&P 500-indeks faldt på den baggrund med 0,7 pct., men det var på et tidspunkt i minus med hele 2,1 pct. Dow Jones smed onsdag også 0,9 pct., mens Nasdaq formåede at vende et minus på 1,7 pct. til plus 0,1 pct.

- Det har alle tegnene på panik i aktiemarkedet, og det har alle tegnene på panik i obligationsmarkedet, kommenterer David Kotok, investeringschef hos Cumberland Advisors, til The Wall Street Journal.

DOMINOBRIKKERNE KAN FALDE

Frygten for, at sidste uges amerikanske bankkrak i Sililcon Valley Bank og Signature Bank, to mindre banker med mindre betydning for det finansielle system, nu afløses af et muligt kollaps i Credit Suisse, var stor.

- Er dominobrikkerne begyndt at falde? Det er for tidligt at vide, hvor udbredt skaden er, siger Larry Fink, topchef i Blackrock, verdens største kapitalforvalter, ifølge Bloomberg News. Han frygter for, at bankkrisen kan blive endnu værre.

Det er dog ikke alle, der ser en ny finansiel krise foran sig. Hos Morgan Stanley peger investeringschef i bankens wealth management-afdeling på, at finanskrisen var udløst af, at bankernes tabsgivende eksponeringer var kraftigt viklet ind i hinanden.

- Husk på, at under den store finanskrise var der en masse kreditrisiko på kryds og tværs af modparter. Det her handler mindre om umiddelbar smitte, forklarer Lisa Shalett til Bloomberg News.

VÆKST KLAREDE SIG BEDST

I bunden af S&P 500-indekset faldt energiaktierne med onsdag 5,4 pct. på grund af dykket i olieprisen, da investorerne her var bekymrede for høje lagre og muligheden for, at en finansiel krise for fuld udblæsning vil udløse en recession og dermed reducere efterspørgslen på olie.

Samme mekanisme ramte selskaberne inden for råvarer og materialer, der tabte 3,3 pct., mens finansaktierne smed 2,8 pct., og industri droppede 2,5 pct.

De lavere renter holdt omvendt hånden en smule under vækstsektorerne, hvorfor cyklisk forbrug faldt mere beskedne 0,2 pct. , it kravlede marginalt op, og kommunikationsservice endda vandt 1,5 pct.

Blandt de store aktienavne trak mægtige Apple ned i S&P 500-indekset med et minus på 0,5 pct., mens Microsoft faktisk vandt frem med 1,3 pct. På plussiden løftedes Alphabet også 2,3 pct. og Meta Platforms 1,0 pct., mens Amazon i cyklisk forbrug gik frem med 0,6 pct.

Ellers var det meste klædt i rødt. Exxon Mobil dykkede 5,7 pct., mens Chevron mistede 4,9 pct.

JPMorgan Chase, USA's største bank, smed 5,1 pct., og Wells Fargo tabte 3,3 pct., mens Berkshire Hathaway bakkede 2,4 pct., ligesom Morgan Stanely droppede 5,1 pct. Den regionale bank First Republic var igen i investorernes sigtekorn og faldt hele 21,4 pct.

I cyklisk forbrug smed Tesla 2,2 pct., og der var også pres på Boeing, som tabte 4,9 pct., mens Caterpillar, ligeledes inden for industri, dykkede 4,2 pct.

.\\˙ MarketWire