Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Beskedne aktiefald med pres på Apple og Alphabet

28/3 22:07

Efter mindre fremgange de foregående tre handelsdage var der beskedent kursfald på menuen for de amerikanske aktier tirsdag.

Det var energiaktierne, som trak mest frem, bankerne faldt til ro og så derfor et marginalt plus, mens de teknologitunge vækstsektorer blev presset tilbage, trukket ned af Apple og Alphabet, da der med mere ro på markederne igen blev registreret stigende renter, især i den korte ende.

På nøgletalsfronten kom der en overraskende stærk måling af forbrugertilliden i marts, og det underbygger forventningen om fortsat høj inflation, hvilket i sin tur vil kræve højere centralbankrente at bekæmpe.

De senere uger har den dominerende spekulation ellers været, at bankkrisen har sat en stopper for Federal Reserves stramninger i denne cyklus. Højere renter vil nemlig presse bankerne yderligere, og krisen ventes også at begrænse bankernes udlån og dermed væksten i økonomien.

Det brede S&P 500-indekset bakkede derfor med 0,2 pct. tirsdag, men det var på et tidspunkt også i minus med 0,7 pct.

Dow Jones mistede desuden 0,1 pct., og Nasdaq tabte 0,5 pct.

- Når renterne går op, kan markedet ikke holde sig oppe. Det er kun energi, som har lidt kraft, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

RENTER KØRER OP

Han forklarerer, at bankkrisen har medført en tro på snarlige rentenedsættelser, for at lette presset på sektoren, og fordi der er frygt for, at mere forsigtige banker vil begrænse udlånet, hvilket i sin tur vil hæmme væksten i økonomien.

- Nu ser det ud til, der kommer lidt mere tro på bankerne, hvorfor renterne igen kører op, og det rammer især vækstaktierne, der ellers holdt markedet i plus de foregående uger.

Tirsdag overraskede forbrugertilliden ved at stige til indeks 104,2 fra 103,4 i februar. Det var en overraskelse, da økonomerne ifølge Bloomberg News havde regnet med et fald til 101,0.

Den mere optimistiske stemning har imidlertid ikke tirsdag flyttet alverden ved investorernes forventninger til Federal Reserves rentebane. Her indregnes næsten lige stor sandsynlighed for en renteforhøjelse og for en pause i stramningerne på det næste møde til marts, og derefter peger handelen med rentefutures mod knap tre nedsættelser af 25 basispoint inden nytår til en rente i 4,27 pct.

TEKNOLOGI FALDT

I S&P 500 toppede energiaktierne tirsdag blandt sektorerne med et plus på 1,5 pct., da olieprisen er vendt rundt til fremgang de seneste dage.

Finansaktierne endte med et lille fald på 0,1 pct., men med en tilsvarende fremgang til undergruppen af banker på en tirsdag uden nye bekymringer.

I den anden ende var der pres på teknologiaktierne i de tre vækstsektorer cyklisk forbrug, it og kommunikationsservice med minusser på 0,1-1,0 pct.

Det var Apple, som trak mest ned i hovedindekset, med fald på 0,4 pct., mens Microsoft også mistede 0,4 pct. Chipkæmpen Nvidia, ligeledes inden for it, smed desuden 0,5 pct.

Inden for kommunikationsservice tabte Alphabet 1,7 pct., mens Meta Platforms faldt 1,1 pct., og i cyklisk forbrug bakkede Tesla 1,4 pct., ligesom Amazon mistede 0,8 pct.

- Vi er tre uger fra den kommende regnskabssæson. Skal vi købe ind i vækstselskaberne nu? Jeg vil gerne lige se, hvordan renterne udvikler sig inden, kommenterer Lars Skovgaard Andersen.

Der var omvendt plusser til oliekæmperne Exxon Mobil og Chevron på 1,3 og 1,2 pct., mens flyproducenten Boeing steg 2,2 pct. på nyheden om, at China Southern Airlines vil købe flere fly hos Boeing og dens franske konkurrent Airbus.

LØFTET AF REGNSKABER

På regnskabsfronten var der nye tal fra apotekerkæden Walgreens Boots Alliance, der vandt med 2,7 pct. efter et andet kvartal med både bedre toplinje og bundlinje end ventet.

Inden for dagligvarer steg fødevareproducenten McCormick også 9,6 pct., den største dagstigning i tre år, da den organiske vækst og indtjening per aktie i første kvartal overgik konsensus på Wall Street.

PVH, ejeren af Calvin Klein og Tommy Hilfiger, trumfede dog dem begge ved at stige 20,0 pct., da koncernens fjerde kvartal, trods en beskeden salgsvækst på 2 pct., endte bedre end ventet.

.\\˙ MarketWire