Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 24 Maj kl 15.00 Læs mere her

Vestas henter største ordre på landmøller til dato i USA - skal levere 1089 MW

28/12 06:35

Vindmølleproducenten Vestas har sikret sig endnu en enorm ordre til det amerikanske marked.

Selskabet skal levere 242 V163-4,5 MW-møller til Pattern Energy, der opfører det såkaldte SunZia-projekt i New Mexico.

Ordren er dermed på samlet 1089 megawatt (MW), hvilket gør det til den største bestilling på landmøller i USA, som Vestas nogensinde har modtaget.

Der er samtidig tale om verdens største enkeltstående projekt med vindmøller til lands og Vestas' største ordre på den mølletype nogensinde i hele verden.

Ordren omfatter desuden også en mangeårig serviceaftale i AOM 5000-kategorien - den dyreste i Vestas' servicekatalog.

- At nå denne monumentale ordremilepæl er et vidnesbyrd om Vestas urokkelige dedikation til at udvikle rene energiløsninger på tværs af USA. Vi ser fortsat en stigning i efterspørgslen på vedvarende energi og er stolte af at være i front for denne transformation, siger Laura Beane, der er direktør for Vestas' nordamerikanske forretning, i en meddelelse fra vindmølleproducenten.

Leveringen af vindmøllerne ventes at begynde i første kvartal 2025, og idriftsættelsen er planlagt til første halvår 2026.

Vestas har i det hele taget haft voldsomt gang i ordrestrømmen de seneste dage, hvor særligt det amerikanske marked skiller sig ud.

- Det er en fest, som er skudt i gang, og jeg tror ikke, at det er en fest, som stopper, sagde Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, onsdag til MarketWire.

Fredag i sidste uge annoncerede Vestas en stribe store ordrer, herunder tre i USA på samlet 1597 megawatt, og det blev lørdag suppleret op med en yderligere aftale på hele 945 megawatt.

Det er den attraktive ordning Inflation Reduction Act, som nu for alvor har åbnet for ordresluserne i USA. Det skete efter, at skattemyndighederne tidligere i år kom med specifikationer af, hvordan vindparkudviklerne kunne få adgang til de lukrative tilskudsordninger.

- Inflations Reduction Act skubber det her marked meget kraftigt i gang - det er det, vi ser nu. Nu er der ikke bare en sol, som ligger bag skyerne - nu kan vi rent faktisk se solen i form af de ordrer, der kommer i bøgerne, siger Jacob Pedersen.

.\\˙ MarketWire