Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Analysechef: Rigtigt godt nyt fra Ørsted om kontraktforhandling i New York

1/3 06:34

At Ørsteds Sunrise Wind-Projekt i USA er blevet udvalgt til kontraktforhandlinger i New York, er rigtigt godt nyt for energikoncernen – og naturligvis også for selskabets aktionærer, der havde frygtet nye milliardnedskrivninger fra den amerikanske havvindenergiforretning.

Det siger aktieanalysechef Jacob Pedersen til MarketWire.

- Det er rigtigt, rigtigt godt nyt for Ørsted, for en eventuel afvisning af Sunrise Wind-projektet lignede en af de helt store kortsigtede risici. Hvis projektet ikke var blevet taget ind og taget i kontraktforhandlinger, så havde man kigget ind i nogle nedskrivninger på 5,5 mia. kr., siger Jacob Pedersen fra Sydbank til MarketWire.

Hvis det ikke var kommet i kontraktforhandlinger, havde Ørsted skullet vurdere, om projektet alligevel skulle opføres og strømmen sælges på markedsvilkår - eller om projektet helt skulle lægges i graven.

Og skulle det ende med, at man skrinlagde det helt, så ville der ifølge analysechefen formentlig komme yderligere omkostninger - udover nedskrivningerne på 5,5 mia. kr - på 6-7 mia. kr. til at bremse projektet op og stoppe det.

- Hvis man ikke var kommet ind i de her kontraktforhandlinger, så havde der været en overvejende risiko for, at der var faldet et amerikansk skelet mere ud af skabet, hvor investorerne kunne tage sig til hovedet og rive sig i håret og sige: Stopper elendighederne fra USA aldrig?

- Det ser ud som om, at man slipper for det nu. Så den der meget håndgribelige kortsigtede risiko for en stor nedskrivning og yderligere store omkostninger, hvis man droppede at opføre det her projekt, det slipper man for nu. Det er selvfølgelig rigtigt godt nyt, siger Jacob Pedersen.

Ørsted annoncerede nyheden om kontraktforhandlingerne efter dansk børslukketid torsdag, men inden havde aktien oplevet en iøjnefaldende stigning på 4,5 pct. til kurs 386,70 kr.

- Det er svært at forestille sig andet, end at opturen for Ørsted aktien i dag også kommer lidt på fornemmelser omkring det her. Men det til trods vil jeg alt andet lige forvente en positiv kursreaktion i morgen også, siger Jacob Pedersen.

.\\˙ MarketWire