Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Overflod af billige kinesisk vindmøller og solpaneler: "Timingen kunne ikke være værre"

12/3 09:38

Kina producerer flere billige solpaneler, vindmøller og batterier, end der er brug for.

Det er godt nyt for energiomstillingen, men en hovedpine for vestlige regeringers bestræbelser på at styrke egen forsyningskæde.

Det skriver Recharge News med henvisning til en rapport fra konsulentfirmaet Bloomberg New Energy Finance, BNEF.

- Cyklisk overkapacitet præger hele den kinesiske økonomi, skriver BNEF, som kalder overskuddet af clean-tech-produktion for "uden fortilfælde".

BNEF forudser, at Kinas produktionskapacitet for solcellemoduler og battericeller over de næste to år vil være omkring dobbelt så stor som den globale efterspørgsel.

Og faldende priser på alt fra solcellemoduler til batterier kan være med til at sætte ekstra turbo på den grønne omstilling.

- Men en verden oversvømmet af billig, banebrydende teknologi fremstillet i Kina er en verden, hvor det er sværere at argumentere for at producere ting andre steder, skriver BNEF.

Med de samtidige bestræbelser i USA, Indien og blandt EU-landene på at understøtte egen forsyningskæde kan "timingen ikke være værre", er vurderingen.

USA har med Inflation Reduction Act forbedret vilkårene for opbygningen af en lokal forsyningskæde, og det samme har EU med sine ordninger og Indien med protektionistiske tiltag.

Men en omlægning af forsyningskæderne er sværere at retfærdiggøre, vurderer BNEF, "når verden allerede er oversvømmet med billig eksport af høj kvalitet."

Link til originalartikel: https://www.rechargenews.com/energy-transition/chinas-making-more-cheap-wind-and-solar-kit-than-the-world-knows-what-to-do-with-the-timing-couldnt-be-worse/2-1-1609984

.\\˙ MarketWire