Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Wall Street pyntet i grønt før imødeset rentemelding

20/3 06:32

De amerikanske aktier holdt sig på den grønne gren tirsdag, mens investorerne så frem mod onsdagens afslutning på rentemødet hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der blev sat i gang allerede tirsdag.

Onsdag morgen ser udviklingen lidt mere negativ ud. De amerikanske futures indikerer en åbning med kurstab i de tre ledende amerikanske indeks på 0,0-0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Gevinsthjemtagning i nogle af de større chipaktier kunne ikke holde markedet tilbage tirsdag, og det brede S&P 500-indeks steg med 0,6 pct.

Nasdaq-indekset, der startede i rødt, endte med et plus på 0,4 pct., og Dow Jones-indekset steg mest med sin fremgang på 0,8 pct.

Hovedfokus i markedet er stadig onsdagens afslutning på rentemødet hos Federal Reserve.

Centralbanken ventes blandt økonomerne at fastholde sin ledende rente, men der har dog sneget sig noget usikkerhed ind i markedet om bankens prognose for fremtiden, efter at officielle inflationsdata igen i sidste uge viste højere prisstigninger end ventet i februar.

Derfor vil kommentarerne fra centralbankledelsen blive overvåget nøje.

- Med fortsat højere end ventede prisstigninger, vil der sandsynligvis dukke tegn op på en mere opmærksom og forsigtig centralbank, siger Susannah Streeter, der er pengemarkedschef hos Hargreaves Lansdown, ifølge Reuters.

- Men investorerne rider på en bølge af overoptimisme, der stadig er drevet af entusiasme over de tilsyneladende uendelige muligheder, som kunstig intelligens vil bringe til virksomhedernes verden, fortsætter hun.

NVIDIA VENDTE RØD START TIL STIGNING EFTER AI-ARRANGEMENT

Blandt de tunge aktier var chipkæmpen Nvidia, som mandag var vært for et større arrangement med netop kunstig intelligens som centrum, igen i fokus.

Analytikerne er ifølge Bloomberg News i grove træk tilfredse med Nvidias position på området og præsentationen af to nye chips til AI-computere i forbindelse med arrangementet.

Alligevel startede aktien tirsdag med et klart fald, men siden vendte den og endte med en lille fremgang på 1,1 pct. til 893,98 dollar.

Nvidia-aktien har været på himmelfart gennem det seneste år. Alene i år er aktien steget med knap 80 pct., og dermed er der blevet lagt hundredvis af milliarder dollar til markedsværdien.

Fald var der tirsdag til gengæld til Advanced Micro Devices (AMD), som satte sig 4,8 pct. til 181,42 dollar, og Intel, der bakkede 1,6 pct. til 42,05 dollar.

I Dow Jones-indekset var det særligt forbrugssektoren, der trak op med stigninger på blandt andet 1,5 pct. til 282,87 dollar til McDonald's og 0,8 pct. til 175,90 dollar til e-handelskæmpen Amazon.

McDonald's har oplyste tirsdag, at fastfoodkædens topchef, Chris Kempczinski, også overtager rollen som bestyrelsesformand, idet Enrique Hernandez Jr. trækker sig tilbage efter 28 år i bestyrelsen.

Amazon kan glæde sig over at være sluppet godt ud af en patentsag anlagt af Rensselaer Polytechnic Institute, der havde hævdet, at et af universitetets patenter var blevet krænket af Amazons stemmestyrede assistentprodukt, Alexa.

Det har en dommer i New York dog modsagt, skriver Bloomberg News.

BIOTEKSELSKAB TIL TOPS EFTER OPKØB FRA ASTRAZENECA

Blandt tirsdagens vindere var også flere lidt mindre biotekselskaber.

Blandt andet steg Fusion Pharmaceuticals med 99,1 pct. til 21,18 dollar, efter at medicinalselskabet Astrazeneca har indgået aftale om at købe selskabet for 2,4 mia. dollar.

Cerus steg desuden med 10 pct. til 2,05 dollar oven på en nyhed om, at selskabets blodtransfusionssystem har mødt det primære endepunkt i et klinisk studie.

.\\˙ MarketWire