Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo Nordisk køber amerikansk medikoselskab i milliardhandel - NY

6/11 07:57

Novo Nordisk køber det amerikanske medikoselskab Emisphere Technologies Inc. (Emisphere) for en samlet pris på 1,8 mia. dollar svarende til cirka 11,3 mia. kr.

Det skriver Novo Nordisk i en meddelelse.

Novo Nordisk og Emisphere har samarbejdet siden 2007 om det amerikanske selskabs teknologi Eligen Snac, der har været brugt til at udvikle piller mod diabetes og fedme og især i forbindelse med den danske medicinalkæmpes diabetespille Rybelsus.

I handlen køber Novo både aktierne i Emisphere for 1,35 mia. dollar og royaltyforpligtelserne relateret til Eligen Snac fra Emispheres største aktionær MHR Fund Management LLC (MHR) for 450 mio. dollar, hvilket bringer den samlede pris op på 1,8 mia. dollar.

Novo vil finansiere opkøbet via gæld, og det vil ikke påvirke selskabets forventninger til 2020 eller det igangværende aktietilbagekøbsprogram.

- Opkøbet af Emisphere giver Novo Nordisk fuldt ejerskab over Eligen Snac-teknologien, som har været brugt med succes under en licensaftale til at udvikle Rybelsus, siger Mads Krogsgaard Thomsen, forskningsdirektør i Novo Nordisk, i meddelelsen.

- Vi vil yderligere udvikle teknologien og bruge den i vores nuværende og fremtidige pipeline.

Eligen Snac-teknologien gør det muligt for lægemidler at blive leveret i en tablet med et absorberingsfremmende hjælpestof. Teknologien letter absorberingen af små og store molekyler uden at ændre på deres kemiske form eller farmakologiske egenskaber, fremgår det af meddelelsen fra Novo Nordisk.

/ritzau/FINANS