Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsk OPTAKT Q1 5/5: Høje rater og stærkt marked kan fortsætte året ud

4/5 11:46

Når A.P. Møller-Mærsk onsdag offentliggør regnskabstal for første kvartal, bliver det formentlig uden de helt store overraskelser, da selskabet allerede i sidste uge kunne løfte sløret for de vigtigste nøgletal for årets start og samtidig hæve sine forventninger til resten af året.

Det er tårnhøje rater, komplikationer i forsyningskæden og flere usædvanlige hændelser på markedet for global containerfragt, der har givet selskabet en solid start på året og mere optimisme omkring hele 2021.

Mærsk forventer nu at hente et driftsresultat før renter, skat samt af- og nedskrivninger (EBITDA) på mellem 13 og 15 mia. dollar i hele 2021 mod tidligere 8,5-10,5 mia. dollar.

Opjusteringen fra Mærsk blev meldt ud mandag aften i sidste uge.

Her gav selskabet desuden foreløbige tal for første kvartal, der er endt med et driftsoverskud (EBITDA) på 4 mia. dollar og et driftsresultat (EBIT) på 3,1 mia. dollar. Det er hentet på baggrund af en omsætning på 12,4 mia. dollar.

- Hovedtallene for første kvartal 2021 var nogenlunde som forventet, men opjusteringen af 2021-EBITDA-forventningerne til 13-15 mia. dollar var større end ventet. Det skyldes en forventning om, at de exceptionelle markedsvilkår kan fortsætte ind i fjerde kvartal, skriver Jyske Bank i en analyse forud for regnskabet.

STÅR STÆRKT I KONTRAKTFORHANDLINGER

Det var på forhånd ventet, at de høje rater ville vare ved som minimum i årets start, men de ekstraordinære markedsvilkår forventes nu at kunne holde ved året ud.

- Normaliseringen af containermarkedet tager længere tid end ventet, hvilket skyldes vedvarende flaskehalse i forsyningskæden og manglende kapacitet, som blev forværret af blokalen i Suezkanalen, skriver investeringsbanken Jefferies i en analyse.

Samtidig bød marts måned på den største genopbygning af lagre i USA til dato.

Ifølge Jefferies steg importen 68 pct. den måned, hvilket har skabt en endnu større efterspørgsel efter tomme containere, der længe har været en mangelvare.

En langsom normalisering af raterne i spotmarkedet kan dog blive en realitet mod årets afslutning, men ifølge Jefferies vil niveauet i de længere kontrakter i den situationen holde hånden under selskabet.

Også Jyske Bank hæfter sig ved de igangværende kontraktforhandlinger af længere kontrakter, som kan gavne Mærsk fremadrettet.

- Derudover forhandler Mærsk kontraktrater frem til maj, og med det nuværende fragtrateniveau står Mærsk meget stærk i forhandlingen, hvilket gør, at vi forventer forhøjede kontraktrater i 2022, skriver Jyske Bank.

Mærsks rateindtægter er omtrent ligeligt fordelt mellem lange kontrakter og spotmarkedet.

ORDREBOG FORDOBLET GLOBALT

Den manglende kapacitet har over det seneste halve år fået flere af Mærsks konkurrenter til at bestille nye skibe, og det skaber forhøjet risiko for et overudbud af kapacitet fremadrettet, skriver Jefferies.

- Mærsk er et af få containerrederier, der ikke har bestilt nye skibe, da selskabet prioriterer yderligere vækst inden for landbaseret containerlogistik, som er støttet af et opkøbsbudget på over 20 mia. dollar, hvilket svarer til cirka 50 pct. af markedsværdien, skriver Jefferies.

Tilbage i september 2020 lå den globale ordrebog på 8 pct., hvilket beskrives som historisk lavt. Den var ved udgangen af marts i år vokset til 17 pct. efter bestillinger for i alt 1 mio. teu i fjerde kvartal 2020 og 1,6 mio. teu i første kvartal 2021.

Størstedelen af de nye skibe ventes leveret på den anden side af 2022.

MASSIVT FOKUS PÅ AFKAST KAN SKIFTE

En af administrerende direktør Søren Skous vigtigste målsætninger har siden hans tiltræden været at hæve afkastet på den investerede kapital. Selv om tallet er stigende, tror Jyske Bank ikke, at det holder ved.

- Fremadrettet kommer Mærsks aktiekurs til at blive drevet af udviklingen i den underliggende forretning. På kort sigt ser udsigterne meget stærke ud på grund af de ekstraordinært høje fragtrater, men i vores optik er det bare et spørgsmål om tid, før konkurrencen vender tilbage, skriver Jyske Bank.

- Spørgsmålet bliver, hvilket afkast Mærsk kan levere på den investerede kapital i de kommende år, fortsætter banken.

Tabel over A.P. Møller-Mærsks regnskab for første kvartal af 2021:

Mio. dollar
Q1 '21(e)*:
Q1 '20:
FY '21(e)*:
FY '20:
Omsætning
12.397
9571
46.243
39.740
- Ocean
9651
7230
34.827
29.175
- Logistics & Services
1823
1442
7532
6963
- Terminals & Towage
996
911
4065
3807
EBITDA
4093
1521
11.549
8226
- Ocean
3359
1175
9641
6545
- Logistics & Services
145
68
589
454
- Terminals & Towage
324
276
1324
1205
Res. af fortsættende aktiviteter
2292
209
5929
2900
Underliggende res., fortsættende
2226
197
6274
2850

(e) = medianestimater indsamlet af A.P. Møller-Mærsk selv fra op til 19 analytikere inden regnskabet.

* = estimaterne er indsamlet inden Mærsks opjustering af forventningerne i slutningen af april. Derfor ligger særligt estimaterne for hele 2021 et godt stykke under Mærsks egne forventninger.

Regnskabet fra Mærsk ventes offentliggjort onsdag den 5. maj omkring klokken 8.00.

/ritzau/FINANS