Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo/CSO: Vil innovere for at finde helbredende behandlinger

28/6 15:49

Novo Nordisk vil fortsætte med at innovere og finde nye behandlinger, der kan være helbredende.

Sådan lyder kommentaren fra Novo Nordisk nye forskningschef Marcus Schindler på et virtuelt medieevent i forbindelse med ADA-konferencen.

- Det, jeg er ansvarlig for i min nye rolle, det er at komme med nye hypoteser og nye idéer til nye behandlinger, der adresserer specifikke ikke opfyldte medicinske behov, siger Marcus Schindler.

Det er ifølge Novos forskningsdirektør forskelligt fra hvordan selskabet har arbejdet før i tiden.

Den måde, der arbejdes på nu, har en meget stor grad af fokus på human-fokuseret medicinopdagelse. Det betyder, at Novo bruger data om mennesker gennem big-data-undersøgelser fra selskabets forsøg og andre forsøg til at bygge disse hypoteser.

- Genetik spiller en meget større rolle end tidligere, og vi har bedre værktøjer til rådighed i dag, siger forskningsdirektøren.

Det andet punkt, Marcus Schindler fremhæver, er at udvide selskabets værktøjskasse til behandlingsmodaliteter.

Novo Nordisk er ifølge forskningschefen et af de førende selskaber inden for peptid- og protein-behandlinger, og nu tager Novo Nordisk det til det næste niveau.

- Vi har nu engageret os i RNA-siliencing og vi har en stor gruppe inden for stamcellebehandlinger, og vi vover os også ind på området for gen-terapi og gen-editering for i sidste ende at bevæge os ind i helbredende løsninger, siger Marcus Schindler.

Generelt vil forskningsdirektøren også gerne finde gode måder at samarbejde på.

- Det vil føre til ny disruptiv innovation og føre os til et sted, hvor vi en dag kan levere helbredende behandlinger inden for de sygdomsområder, vi arbejder på, siger forskningschefen.

Marcus Schindler overtog 1. marts posten som forskningsdirektør fra forsknings- og udviklingsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen, der blev administrerende direktør for Novo Nordisk Fonde. Rollen som udviklingsdirektør gik til Martin Holst Lange.

/ritzau/FINANS