Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo og sundhedsaktier ramt af genåbningshåb vurderer strateg

4/1 14:00

Novo-aktiens svage start på året kan skyldes en rotation ud af vækstaktier, idet investorerne kigger frem mod en mulig genåbning af økonomien.

Det vurderer Danske Bank investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen over for MarketWire, efter at Novo-aktien mandag faldt med 3,1 pct. og tirsdag over middag ligger aktien med et minus på 3,4 pct. i 688,50 kr.

Generelt halter det danske marked kraftigt efter Europa, idet C25-indekset falder tirsdag 0,7 pct. sammenlinget med et plus på 0,7 pct. til det tyske DAX-indeks.

Blandt de største danske sundhedsaktier ligger Ambu med et fald på 3,6 pct., Bavarian Nordic taber 2,7 pct. og Genmab ligger med et minus på 1,6 pct.

- Flere og flere kigger på omikron, som noget der selvfølgelig er forfærdeligt, men måske mindre forfærdeligt end vi havde regnet med, og vi er tættere på at komme hen i foråret, hvor den vil få sværere betingelser, siger Lars Skovgaard Andersen, der fortsætter:

- Så der er ikke langt til at kigge på, hvordan gik det sidste forår. Da havde vi et tilsvarende genåbnings-trade, hvor du skulle have value, og så solgte du vækst.

ÆNDRET SYN EFTER WEGOVY-MELDING

Investeringsstrategen vurderer også, at nogle har ændret syn på Novo-aktien, efter at medicinalselskabet den 17. december meddelte, at en partner, der fylder sprøjter med vægttabsmidlet Wegovy, midlertidigt måtte stoppe leveringer og fremstilling efter problemer med "god fremstillingspraksis."

- Jeg tror, at der er nogle, der rebalancerer i relation til det her, siger Lars Skovgaard Andersen, der pointerer, at Novo ligger tungt hos mange udenlandske investorer.

Samlet bliver de danske aktier ifølge investeringsstrategen hæmmet lidt af, at det danske eliteindeks indeholder en del aktier inden for sundhedssektoren.

Specifikt for Novo er historien også knap så god, som den var for et halvt år - før problemerne med levering af Wegovy blev afdækket.

Efterfølgende sænkede en række finanshuse anbefaling og kursmål for aktien, og når der så kigges på porteføljen, så bliver aktien hældt fra, vurderer Lars Skovgaard Andersen.

Aktiens fald tirsdag kan ifølge strategen også skyldes, at der er kommet gang i børsen i London igen, hvor der var lukket mandag.

- Så kommer der noget mere volumen i markedet, og det kan være, at nogle af de aktører, som ikke var på banen i går, kommer det i dag. Det kan være et efterslæb, fra det der skete i går, vurderer han.

SUNDHEDSAKTIER HALTER EFTER SLUTSPURT SIDSTE ÅR

De danske sundhedsaktier kan også hænge lidt i bremsen efter en stærk afslutning sidste år, vurderer Danske Banks investeringsstrateg.

- Hen mod slutningen af året så vi en vending, så de aktier, der havde klaret sig dårligere, begyndte at klare sig godt igen. Det var blandt andet indenfor stabilt forbrug og forsyning. Og sundhed blev løftet lidt igen, idet der kom fokus på omikron, siger strategen, der ser sundhed som en vækstsektor.

Investorerne ser ud til at have øget interessen for value og især finansaktier, idet der spekuleres i, at omikron ikke er helt så farlig som frygtet.

Og de danske aktier kan stå for skud, hvis omikron-frygten fordufter.

- Så skal vi som danskere passe lidt på med, hvad vi ønsker os, for så er der risiko for, at vi bliver hængt lidt til tørre, ligesom vi gjorde sidste år, siger anske Banks investeringsstrateg.

JA-HATTEN ER PÅ

Investorerne har taget ja-hatten på, vurderer Lars Skovgaard Andersen.

- Vi skal nok se noget smittespredning. Men når vi kan se, at vi ikke bliver mere syge, så er det det, der dominerer. Så er det hele tiden ja-hatten, vi tager frem i de her perioder, siger strategen, der henviser til, at investorerne vurderer, at vi er i slutningen af pandemien.

Der er dog stadig forhindringer, idet vi ifølge strategen lidt glemmer, at kineserne kører nultolerance i lidt tid endnu.

Generelt er investorerne fortrøstningsfulde, og de tænker, er det bare det, så skal det nok gå.

- Det vil dominere, den handel der er, og så vil renterne køre op, for så er der ikke behov for sikker havn, vurderer Lars Skovgaard Andersen med henvisning til de mere sikre obligationer.

STIGENDE RENTER KAN SKABE PROBLEMER FOR VÆKSTAKTIER

Investeringsstrategen ser også et potentielt problem, hvis frygten virkeligt bliver sluppet, og renterne kommer til at stige for hurtigt, til at markedet kan holde til det.

Det kan ramme vækstaktierne, der udgør en større og større andel af de globale aktiemarkeder.

- Når renterne begynder at køre, så kan jeg være bekymret for, hvad det kan give af støj i markeder, siger investeringsstrategen, der håber, at vi skøjter uskadt igennem med en outperformance fra finans.

.\\˙ MarketWire