Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Foot Locker stak af i front for genrelt rødt marked

19/8 22:08

Der var rødt over hele linjen blandt de amerikanske aktier fredag, hvor investorerne igen begyndte at frygte et stort renteløft fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ved det næste rentemøde i september.

Flere kommentarer fra nøglemedlemmer af centralbanken har nemlig været ude at indikere, at det kunne komme på tale, og det har sendt statsrenterne i vejret, hvilket i særlig grad presser teknologiselskaberne, som dermed får udhulet meget af den fremtidige vækst, der ligger indbygget i casen.

Nasdaq-indekset faldt med 2,0 pct., og det brede S&P 500-indeks bakkede med 1,3 pct. Dow Jones-indekset faldt samtidig med 0,9 pct.

- Når markedsdeltagerne begynder at komme tilbage fra deres ferier og kigger tilbage, så vil de finde ud af, at centralbankerne stadig er langt fra at have nået deres mål med at få tøjlet inflationen, skriver strateger fra ING i en kommentar ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det betyder et fortsat slagsmål mellem centralbankernes strammeforventninger og recessionsfrygten, fortsætter de.

Det er blandt andet James Bullard, der er chef for Federal Reserves lokale afdeling i St. Louis, Missouri, og som normalt også er kendt for at være en høg, der hælder til en ny renteforhøjelse på 75 basispoint i september.

Samtidig har også Mary C. Daly, der er chef for afdelingen i San Francisco, været i medierne med udtalelser om, at et renteløft på 50 eller 75 basispoint ved næste rentemøde er "rimeligt."

Sidste uges overraskende lave inflationstal - og også lavere producentprisløft end ventet - har ellers været med til at dæmpe investorernes recessionsfrygt, fordi de kunne indikere, at Federal Reserves tiltag allerede har fået effekt.

SKOKÆDE BELØNNES FOR REGNSKAB

Den amerikanske skokæde Foot Locker gik mod retningen fredag og steg gevaldigt, efter at selskabet kunne præsentere stærke tal for andet kvartal.

Indtjeningen per aktie landede på 1,10 dollar mod analytikernes forventninger om en indtjening på 0,80 dollar, mens omsætningen også var en positiv overraskelse.

Det sendte aktien op med massive 21 pct. til 38,69 dollar.

Knap så godt så det ud for Deere & Co., der producerer landbrugsmaskiner.

Selskabet nedpræciserede i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal 2021/22 forventningerne til indtjeningen.

Deere venter nu et nettoresultat for hele året på 7,0-7,2 mia. dollar, mens den tidligere prognose lød på 7,0-7,4 mia. dollar.

Analytikerne havde ifølge Bloomberg News på forhånd estimeret et nettoresultat på 7,13 mia. dollar for året.

En udfordrende forsyningskæde fremhæves som en af årsagerne.

Efter at have ligget lavere nærmest hele handelsdagen endte Deere dog med et plus på 0,04 pct. til 368,12 dollar.

META FIK ANALYTIKER-HUG

Facebook-ejeren Meta Platforms faldt med 3,8 pct. til 167,96 dollar, efter at finanshuset Morgan Stanley sænkede sit kursmål for aktien med henvisning til det sociale medies skift mod Reels og faldende brugerengagement, der udgør en risiko for omsætningsvæksten.

Morgan Stanley sænker sit kursmål for Meta til 225 dollar fra 280 dollar, mens den positive anbefaling "overvægt" dog er gentaget, skriver Bloomberg News.

Olieselskabet Occidental Petroleum kom i kridthuset, efter at det ud på handelsdagen kom frem, at Warren Buffetts Berkshire Hathaway måske er på vej til at overtage op til 50 pct. af selskabet.

Occidental-aktien endte med en stigning på 9,9 pct. til 71,27 dollar.

Medicinalselskabet Pfizer steg i øvrigt med 1,2 pct. til 49,15 dollar, selv om de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), ifølge Bloomberg News har beordret selskabet til at undersøge et andet behandlingsforløb med covid-tabletten Paxlovid.

Det sker, efter at en række patienter har oplevet, at sygdommen er vendt tilbage efter første behandlingsforløb. Det gælder blandt andre USA's præsident, Joe Biden.

.\\˙ MarketWire