Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsk/Sydbank: Stort ratefald er første tegn på normalisering

26/8 10:07

Raterne på containerfragt fortsætter med at falde, og i den seneste uge har dykket været større end sædvanligt.

Det vidner om en nedadgående trend og er et tegn på den normalisering, som containerrederierne - heriblandt A.P. Møller-Mærsk - længe har spået var på vej.

Sådan lyder det fra Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank, efter at ratetal for den seneste uge har afsløret et fald på 8 pct.

- Det er mere, end vi er vant til at se, men der har været en nedadgående trend over de seneste 11 uger. Lige i den her uge der accelererer det så lidt mere, siger Mikkel Emil Jensen.

- Det er også, fordi vi ser, at der er lidt mere opløsning i forsyningskæderne rundt om i verden, og så kan rederierne bedre styre kapaciteten, og det får raterne til at falde, siger han videre.

Faldet den seneste uge er målt på rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over. Indekset befinder sig nu i niveauet 3154,26, som er 8 pct. lavere end i sidste uge og 28,1 pct. lavere end samme tidspunkt sidste år.

Ifølge Mikkel Emil Jensen kan man desuden forvente, at raterne fortsætter ned, hvilket også stemmer overens med Mærsks egne forventninger. I forbindelse med selskabets regnskab for andet kvartal lød det fra rederiet, at man ville se en normalisering i årets fjerde kvartal.

- Vi kommer til at se stærke resultater fra Mærsk også i de næste kvartaler af 2022, men det er de første tegn på den normalisering, som vi har ventet på i lang tid, siger Mikkel Emil Jensen.

- Det er mange virksomheder glade for, både fordi raterne falder, og fordi leveringspålideligheden stiger. Det er godt for mange virksomheder, men selvfølgelig mindre godt for Mærsks indtjening, men det er heller ikke en overraskelse – det var noget, vi vidste ville komme. Og raterne er stadigvæk på et højt niveau, tilføjer han.

Raterne satte rekord i januar i år, hvor niveauet var 5109,6. Selvom raterne siden er faldet en del, og rederierne forventer, at det vil fortsætte ned, kan det blive spoleret af nye forstyrrelser. I løbet af året har både krigen i Ukraine og strejker i flere store havne rundt om i verden været skyld i nye propper i verdenshandlen.

- Forstyrrelser kan gøre, at raterne springer op igen, men som udgangspunkt er der lys for enden af tunnelen i forhold til de her forsyningsproblemer, og tingene er på vej i den rigtige retning, siger Mikkel Emil Jensen.

.\\˙ MarketWire