Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Vilde covid-tal florerer i Kina: Millioner kan være smittet dagligt

23/12 12:19

Covid-19-smitten i Kina er eksploderet, efter at myndighederne i begyndelsen af december opgav den skrappe "nul-covid-politik".

Fredag forlyder det ifølge Bloomberg News, at næsten 37 mio. mennesker i Kina kan være blevet smittet af covid-19 på en enkelt dag i denne uge.

Og i løbet af de første 20 dage af december kan op mod 248 mio. kinesere være blevet smittet - svarende til næsten 18 pct. af befolkningen.

Det viser et referat fra et internt møde, der onsdag blev holdt i den nationale kinesiske sundhedskommission, NHC.

Oplysningerne er bekræftet af personer involveret i drøftelserne, skriver Bloomberg News, men hvordan NHC er nået frem til estimatet er uklart, da landet tidligere på måneden lukkede ned for sit tidligere omfattende netværk af PCR-teststeder.

Den tidligere skrappe coronapolitik har medført, at der ikke er meget naturlig immunitet i befolkningen på 1,4 mia. mennesker, og vaccinationen hos specielt ældre kinesere har haltet bagefter, så der har været frygt for, at hospitalerne ikke kunne klare det, hvis restriktionerne lempes.

Men efter protester og hidtil usete regeringsfjendtlige demonstrationer i november opgav Kinas regering de skrappe restriktioner, der har været i kraft, siden covid-19 første gang blev registreret i begyndelsen af 2020 i netop Kina.

Eksperter venter, at måske en million kinesere kan miste livet til covid-19 næste år, og internationale sundhedseksperter ser en risiko for, at der med den omfattende smittespredning i en befolkning uden naturlig immunitet kan udvikles nye varianter, som kan brede sig til resten af verden.

.\\˙ MarketWire