Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Siemens Energy tynget af komponentbøvl hos Gamesa i første kvartal

20/1 06:34

Siemens Energy var i første kvartal af 2022/23 negativt påvirket af udfordringer i sit datterselskab Siemens Gamesa, hvilket har resulteret i et trecifret millionunderskud.

Det fremgår af foreløbige tal fra den tyske industrikoncern, der samtidig har offentliggjort foreløbige tal for vindmølleproducentens første kvartal, torsdag aften.

Dertil er forventningerne til regnskabsåret blevet skruet ned.

Siemens Energy omsatte i første kvartal for 7064 mio. euro, mens konsensus blandt analytikerne ifølge selskabet lød på 6644 mio. euro.

Trods en "stærk underliggende forbedring i driftsoverskuddet" mere end tyngede udfordringer i Siemens Gamesa den endelige bundlinje.

Problemer med særlige komponenter betød højere omkostninger fra udskiftning og service end tidligere ventet.

Underskuddet før særlige poster blev opgjort til 282 mio. euro mod analytikerkonsensus på 53 mio. euro, og resultatet efter skat landede på minus 384 mio. euro mod ventet minus 32 mio. euro.

Siemens Gamesa omsatte i sit første kvartal for 2000 mio. euro, mens driftsunderskuddet før særlige poster blev opgjort til 760 mio. euro.

I samme periode blev Vestas-konkurrentens ordrer opgjort til 1600 mio. euro, mens den samlede ordrebog ved udgangen af kvartalet havde en værdi på cirka 33.700 mio. euro.

Siemens Gamesas ledelse venter ikke længere, at selskabets rentabilitet vil stemme overens med tidligere udmeldte forretningsplaner for regnskabsperioden, fremgår det af meddelelsen.

Som følge af udfordringerne venter Siemens Energy i 2022/23 en overskudsmargin før særlige poster på 1-3 pct. mod tidligere 2-4 pct., mens forventningerne til omsætningsvæksten i faste valutaer uændret er i niveauet 3-7 pct.

På bundlinjen ventes et underskud på niveau med det i 2021/22.

Siemens Energy ejer 93 pct. af aktierne i Siemens Gamesa og arbejder på at få selskabet afnoteret fra børsen i Madrid.

.\\˙ MarketWire