Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Credit Suisse tager danske og europæiske banker med på deroute

15/3 12:26

Nye bekymringer om situationen i den schweiziske investeringsbank Credit Suisse trækker onsdag formiddag de europæiske aktier med ned i dyndet.

Misstemningen er forstærket, efter at hovedaktionæren i banken, Saudi National Banks bestyrelsesformand, Ammar Al Khudairy, har afvist at investere mere i Credit Suisse.

Bankaktien sendes i gruset med et fald på 23 pct. til 1,72 schweizerfranc - den laveste pris i selskabets historie.

Det skyldes stigende præmier credit default swaps (CDS) - præmier på at forsikre sig mod konkurs - for Credit Suisse. Selv om det i sig selv ikke er nyt, at Credit Suisse døjer med høje præmier på konkursforsikringer, har modvinden onsdag nået ny styrke.

Credit Suisses deroute er onsdag med til at trække de øvrige europæiske banker med ned. Det mærkes også hos Jyske Bank, Danske Bank og Nordea, der med fald på 4,6-5,3 pct. kredser omkring bunden af C25-indekset.

- Banker er sammenhængende. Banker er en meget vigtig del af det finansielle system og vores transaktionsmekanisme. Når én bank er under pres, ganske som vi så i USA i sidste uge og i går, er det også noget, man tager notits af andre steder, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje, til MarketWire.

Her henvises til den amerikanske bank SVB, der krakkede sidste uge.

- Er der lignende forhold? Er der en mere systemtisk problematik, der kan ramme andre banker? spørger strategen.

Han forklarer videre, at præmien på CDS'er alt andet lige vil være højere, jo længere frem man forsikrer sig. For Credit Suisse er situationen omvendt, hvilket er en indikation for det pres, der er på den schweiziske bank, forklarer han.

- Credit Suisse ligger med en faktor ti i forhold til Danske Bank i forhold til at betale præmie for at forsikre sig mod konkurs, fortsætter aktiestrategen.

Situationen omkring Credit Suisse skaber videre usikkerhed i banksektoren.

- Men her og nu er det risikoaversionen, der er usikkerheden. Det er det miljø, vi er i, hvor tingene går meget stærkt. Så skyder man først og spørger bagefter, forklarer Otto Friedrichsen.

Blandt de europæiske banker har usikkerheden resulteret i fald til Deutsche Bank på 7,4 pct. til 9,802 euro på børsen i Frankfurt, BNP Paribas taber 9,5 pct. til 52,40 euro på børsen i Paris, og Unicredit taber 7,0 pct. til 16,418 euro på børsen i Milano.

.\\˙ MarketWire