Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Asien: Massiv risikoaversion sender aktieindeks ud i solide kursfald

19/4 06:32

De asiatiske aktiemarkeder falder som en sten fredag i et voldsomt anfald af risikoaversion.

Flugten mod sikkerhed sender de amerikanske obligationsrenter ud i et markant dyk, mens sikre have som yen, schweizerfranc og guld har set stor efterspørgsel, efter rapporter om en kraftig eskalering af fjendtlighederne i Mellemøsten, hvor Israel har angrebet mål i Iran.

- Vi har set en massiv risikoaversion. Markederne er meget bekymrede over, om det er starten på en eskalering, som kan skabe enorm volatilitet i Mellemøsten, siger chefanalytiker Khoon Goh fra ANZ i Singapore til Reuters.

MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 2,3 pct.

De amerikanske aktiefutures indikerer ved 6-tiden en åbning med kursfald i de tre toneangivende aktieindeks på 0,8-1,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

I Tokyo rammer nervøsiteten ekstra hårdt i det allerede markant negative marked, der inden nyhederne fra Mellemøsten lå med fald i tech-aktierne efter en nedjustering fra verdens største chip-producent TSMC i Taiwan.

- Chip-relaterede aktier står over for et kraftigt salg i Tokyo, efter at Taiwans TSMC nedjusterede markedsudsigterne, siger Hideyuki Suzuki fra SBI Securities ifølge AFP.

Nikkei-indekset dykker 2,5 pct., og Topix-indekset falder 1,8 pct.

Også de kinesiske investorer mærker de kolde vinde.

Hang Seng-indekset dropper 1,2 pct., mens Shanghai Composite falder 0,4 pct., og CSI 300 dykker 0,9 pct.

Taiex-indekset i Taipei var allerede i dybrødt inden nyhederne fra Mellemøsten slog bunden ud af markedet.

Investorernes skuffelse over Taiwan Semiconductor Manufacturings beslutning om ikke at udvide investeringsplanerne trak aktien ned med 6,6 pct.

Taiex-indekset får dagens største øretæve med et fald på 3,4 pct.

Singapores Strait Times-indeks dropper 0,6 pct., Kospi-indekset dykker 1,8 pct., mens ASX-indekset på børsen i Sydney står til at afslutte dagen med et tab på 1,3 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225
-2,5
Topix-1,8
Hongkongs Hang Seng-1,2
China Shanghai Composite-0,4
China CSI 300
-0,9
Taiwan Taiex-3,4
Sydkoreas Kospi-1,8
Indiens BSE Sensexn/a
Singapores STI-0,6
Sydney ASX 200-1,1

.\\˙ MarketWire