Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Unibrew og L'Oreal til tops i konfliktfyldt aktiemarked

19/4 12:20

Bekymringer for en eskalering af krisen i Mellemøsten har fredag sendt det brede europæiske Stoxx 600-indeks i det laveste niveau i en måned.

Fredag morgen forlød det, at Israel skulle have iværksat et modangreb på Iran efter sidste uges iranske angreb den modsatte vej - og det gav klare fald fra åbningen fredag i Europa.

Desuden steg oliepriserne, renterne faldt og dollar blev styrket.

Siden er reaktionerne dog blevet modereret en del, mens der er kommet forskellige meldinger, der måske har dæmpet frygten for yderligere eskalering af krisen i Mellemøsten en smule.

Ved 12.15-tiden er status for Stoxx 600-indekset et fald på beherskede 0,3 pct.

I indekset topper danske Royal Unibrew med en stigning på 14,8 pct., efter at bryggerikoncernen tog fusen på de fleste og torsdag aften leverede en tidlig opjustering for året.

Det skete efter et første kvartal, der har udviklet sig noget bedre end ventet.

Også det franske skønhedsfirma L'Oreal viser gode takter fredag med et plus på 4,7 pct. Det er belønningen for en stigning i det sammenlignelige salg på næsten 10 pct. i første kvartal.

Ligeledes i Paris stiger servicefirmet Sodexo med 2,7 pct. Også her er det opløftende regnskabspræstationer, der trækker aktien i vejret.

Selskabet kunne fremvise en organisk vækst på 8,5 pct. i det forskudte første halvår, der sluttede ved udgangen af februar. Ifølge Bloomberg havde analytikerkorpset ventet en mindre fremgang på 7,7 pct.

I bunden af Stoxx 600 ligger norske Orkla med et fald 5,2 pct. - 3,9 norske kr. - men det skal ses i lyset af, at der er fragået et samlet udbytte fra aktien på 6 norske kr.

.\\˙ MarketWire