Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Futures retter sig efter store fald tidligt fredag - Netflix i fokus

19/4 14:18

De amerikanske aktiefutures oplevede store fald fredag morgen efter meldinger om et israelsk gengældelsesangreb mod Iran, men som dagen er skredet frem, er nedturen gået mere eller mindre i sig selv igen.

Ved 14-tiden ligger futuren for det brede S&P 500-indeks kun 0,1 pct. lavere, efter at det tidligt fredag morgen var nede at runde et fald på 1,7 pct., da investorerne frygtede for en eskalering af krisen i Mellemøsten.

Meldingerne siden fredag morgen har dog fået investorerne til at trække lidt luft ind og besinde sig.

Dow Jones-futuren ligger desuden 0,2 pct. lavere, mens futuren for det teknologitunge Nasdaq-indeks falder 0,3 pct.

BLANDET LUKNING TORSDAG

Torsdag steg Dow Jones-indekset 0,1 pct., mens S&P 500 faldt 0,2 pct., og Nasdaq-indekset endte 0,5 pct. lavere.

Netflix kommer i fokus fra åbningen, efter at streaminggiganten i sit regnskab for første kvartal torsdag efter børslukketid kunne berette om 9,33 mio. nye kunder i butikken.

Det var markant flere end de 4,84 mio. nye abonnenter, som analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med. Det lader sig også aflæse på bundlinjen, hvor indtjeningen per aktie endte på 5,28 dollar mod ventet 4,52 dollar.

I andet kvartal venter Netflix en indtjening på 4,68 dollar per aktie. Her havde analytikerne ventet 4,54 dollar.

Aktien ligger i formarkedet alligevel 6,5 pct. lavere.

Det kan hænge sammen med, at Netflix ikke længere vil rapportere kvartalstal for antallet af nye abonnenter fra 2025. Det vurderer Paolo Pescatore, der er analytiker hos PP Foresight.

- Beslutningen om ikke længere at offentliggøre kvartalsmæssig abonnementer fra næste år vil ikke blive taget vel imod, siger han til Bloomberg News.

VÆKST HOS KORTSELSKAB

Fredag er der også kommet regnskab fra kreditkortgiganten American Express. Det viser en vækst på toplinjen på 11 pct. til 15,8 mia. dollar, hvilket er tæt på analytikernes forventninger.

Indtjeningen per aktie overgik dog klart analytikernes estimater og endte på 3,33 dollar mod ventet 2,96 dollar. Samme periode sidste år lød indtjeningen på 2,40 dollar per aktie.

Aktien ligger dog uændret i formarkedet.

Forbrugsvareselskabet Procter & Gamble falder derimod 0,8 pct. efter sit regnskab, hvor salget skuffede. Den organiske salgsvækst blev på 3 pct. i tredje kvartal, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 3,7 pct.

Kerneindtjeningen per aktie gik i kvartalet frem til 1,52 dollar fra 1,37 dollar, hvor der kun var ventet et hop til 1,41 dollar.

.\\˙ MarketWire