Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Stigninger i sigte oven på afdæmpet inflationsrapport

15/5 14:48

Der bliver givet gas på det amerikanske aktiemarked onsdag eftermiddag oven på onsdagens imødesete inflationstal.

Futures for de tre toneangivende indeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq stiger mellem 0,4 og 0,6 pct.

Og hele stigningen er sat ind efter inflationstallene.

Statistikken følges tæt af markedet i forsøget på at pejle sig ind på, hvornår den amerikanske centralbank mon sænker renten.

Og der var en enkelt artig overraskelse i rapporten. Forbrugerpriserne steg nemlig mere afdæmpet på månedsbasis med 0,3 pct. i april fra marts, end økonomernes estimat på 0,4 pct.

På årsbasis steg priserne som ventet med 3,4 pct., og kerneforbrugerpriserne, der fraregner fødevarer og energi, steg som ventet med 3,6 pct. på årsbasis.

- Da det er inflationen, der lige nu er afgørende for, om den amerikanske centralbank kan sætte renten ned eller ej, så er dagens nøgletal det måske allermest afgørende for finansmarkederne.

- Det ser vi også i dag, hvor inflationen lander en spids lavere end investorerne havde frygtet på forhånd. Det fejrer investorerne med at sende renterne ned og aktiekurserne op, konstaterer cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen i en kommentar.

STORE NAVNE

Blandt de store navne ligger Apple 0,4 pct. højere. Amazon stiger 0,3 pct., og det samme gør Meta Platforms, der blandt andet ejer Facebook. Tesla ligger i overhalingsbanen med en gevinst på 2,4 pct.

Blandt vinderne onsdag er også New York Community Bancorp. Banken, der har været i krisetilstand, siden den i januar afslørede tegn på problemer inden for porteføljen af erhvervsejendomsudlån, har solgt erhvervslån for 5 mia. dollar til JPMorgan.

Analytikere er ifølge Bloomberg News positive over for beslutningen. Aktien stiger 1,9 pct. i formarkedet.

Blandt de såkaldte meme-aktier er det om ikke game over, så er tilsyneladende tid til en pause for Gamestop.

Aktien falder 12,8 pct. i formarkedet efter stigninger mandag og tirsdag på henholdsvis 74 pct. og 60 pct.

Kursfesten blev startet, da profilen "Roaring Kitty", som i sin tid startede de private investorers eufori omkring videospilskæden, mandag for første gang i flere år igen var aktiv på de sociale medier.

Også en anden meme-aktie, biografkæden AMC Entertainment, falder over 10 pct. efter stigninger på 32 pct. tirsdag og 78 pct. mandag.

IT-KÆMPE PÅ VEJ MED REGNSKAB

Fra regnskabsfronten kommer der efter børslukketid nyt fra it-kæmpen Cisco. Selskabet, der blandt andet laver netværksudstyr, ventes at lande en omsætning på 12,7 mia. dollar og et justeret resultat per aktie på 0,82 dollar ifølge Bloomberg News.

Fokus i regnskabet vil være på, om Cisco stadig holder i igen med omkostningerne, og om ordrerne lader vente på sig, skriver Bloomberg.

Cisco stiger 0,4 pct. i formarkedet.

Torsdag kommer der også regnskaber fra detailkæmpen Walmart og Applied Materials, der laver udstyr til fremstilling af chips.

Walmarts falder 0,1 pct., mens Applied Materials ligger 0,8 pct. højere.

Walmart er ellers onsdag i overskrifterne, fordi selskabet netop har annonceret fyringer af hundredvis af administrative medarbejdere.


.\\˙ MarketWire