Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Rekordjagten skydes ind efter afdæmpet inflationsrapport

15/5 15:41

Der bliver givet gas på det amerikanske aktiemarked onsdag fra åbningen oven på eftermiddagens imødesete inflationstal.

S&P 500 lægger fra land med en stigning på 0,5 pct., og Nasdaq-indekset ligger 0,6 pct. højere. For begge indeks vil der være tale om lukkerekorder, hvis stigningerne holder. Dow Jones-indekset ligger 0,5 pct. højere, men har stadig et stykke op til lukkerekorden fra 28. marts.

Den positive stemning indfandt sig umiddelbart efter inflationstallene, der indeholdt en enkelt artig overraskelse.

Forbrugerpriserne steg nemlig mere afdæmpet på månedsbasis med 0,3 pct. i april fra marts end økonomernes estimat på 0,4 pct.

På årsbasis steg priserne som ventet med 3,4 pct., og kerneforbrugerpriserne, der fraregner fødevarer og energi, steg som ventet med 3,6 pct. på årsbasis. Begge dele vidner dog om aftagende inflation sammenlignet med marts, hvor priserne steg henholdsvis 3,5 pct. og 3,8 pct. på årsbasis

- Da det er inflationen, der lige nu er afgørende for, om den amerikanske centralbank kan sætte renten ned eller ej, så er dagens nøgletal det måske allermest afgørende for finansmarkederne.

- Det ser vi også i dag, hvor inflationen lander en spids lavere end investorerne havde frygtet på forhånd. Det fejrer investorerne med at sende renterne ned og aktiekurserne op, konstaterer cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen i en kommentar.

STORE NAVNE

Blandt de store navne ligger Apple 0,2 pct. højere. Amazon falder 0,3 pct., mens Meta Platforms, der blandt andet ejer Facebook, stiger 0,9 pct. Tesla indleder 0,1 pct. lavere.

Blandt de såkaldte meme-aktier er det om ikke game over, så er tilsyneladende tid til en pause for Gamestop.

Aktien falder 14 pct. fra åbningen efter stigninger mandag og tirsdag på henholdsvis 74 pct. og 60 pct.

Kursfesten blev startet, da profilen "Roaring Kitty", som i sin tid startede de private investorers eufori omkring videospilskæden, mandag for første gang i flere år igen var aktiv på de sociale medier.

Også en anden meme-aktie, biografkæden AMC Entertainment, falder næsten 10 pct. efter stigninger på 32 pct. tirsdag og 78 pct. mandag.

IT-KÆMPE PÅ VEJ MED REGNSKAB

Fra regnskabsfronten kommer der efter børslukketid nyt fra it-kæmpen Cisco. Selskabet, der blandt andet laver netværksudstyr, ventes at lande en omsætning på 12,7 mia. dollar og et justeret resultat per aktie på 0,82 dollar ifølge Bloomberg News.

Fokus i regnskabet vil være på, om Cisco stadig holder i igen med omkostningerne, og om ordrerne lader vente på sig, skriver Bloomberg.

Cisco stiger 0,6 pct. i formarkedet.

Torsdag kommer der også regnskaber fra detailkæmpen Walmart og Applied Materials, der laver udstyr til fremstilling af chips.

Walmarts falder 0,1 pct., mens Applied Materials ligger 0,8 pct. højere.

Walmart er onsdag i overskrifterne, fordi selskabet netop har annonceret fyringer af hundredvis af administrative medarbejdere.


.\\˙ MarketWire