Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Nvidia, Microsoft og Apple trak op til årets 22. rekord

16/5 06:32

De amerikanske aktier steg onsdag til årets 22. rekord for S&P 500.

Og den rekord kan blive slået allerede torsdag, idet futures indikerer stigninger i de tre dominerende amerikanske aktieindeks på 0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Onsdagens rekord skete i kølvandet af en køligere end ventet måling af forbrugerprisernes udvikling i april. Det dulmede nemlig noget af frygten for stagflation og øgede håbet om en mere lempelig centralbankrente, ligesom markedsrenterne faldt tilbage.

Det var hovedsageligt it-sektoren, som vandt frem med særligt chipaktierne - igen - i front.

Det brede S&P 500-indeks steg på den baggrund med 1,2 pct. til lukkerekord i 5308,15 indekspoint. S&P 500-indekset er nu steget med mere end 11 pct. i 2024.

Dow Jones blev onsdag også løftet 0,9 pct., mens Nasdaq gik mest frem med 1,4 pct. Dow Jones, Nasdaq og det smallere Nasdaq 100 satte også onsdag alle rekord.

LAVERE PRISVÆKST

Udviklingen i forbrugerpriserne i USA i april var på forhånd udpeget til denne uges absolut vigtigste nøgletal, da bekymrede investorer efter overraskende tiltagende inflation i årets første tre måneder har frygtet fortsat høje prisstigninger i kombination med lav vækst.

Tallene offentliggjort onsdag var dog i det perspektiv en positiv oplevelse, da både forbrugerpriserne og kerneforbrugerpriserne i april på månedsbasis så stigningstakten aftage til 0,3 pct. fra 0,4 pct. i marts. Den første afdæmpning i seks måneder.

- Markedet kan lide det, siger Gary Pzegeo, direktør hos CIBC Private Wealth, til Bloomberg News.

- Informationen om kerneinflationen var bedre end ventet. Detailsalget viste også en vis opbremsning fra den tidligere varme forbrugersektor. Samlet set støtter det en rentesænkning fra Federal Reserve til efteråret.

Handelen med rentefutures indregner onsdag, at den amerikanske centralbanks toneangivende rente vil slutte året i 4,82 pct. mod 4,89 pct. tirsdag. Det svarer til godt to rentenedsættelser i år fra nuværende 5,25-5,50 pct.

IT LØFTEDE MARKEDET

I onsdagens rekordhandel var det it-aktierne, som trak mest op med et plus på 2,3 pct. Fast ejendom, som også gavnes af lavere renter, steg desuden 1,7 pct. På samme konto vandt defensive forsyning ligeledes 1,4 pct.

Inden for teknologi høstede kommunikationsservice desuden en gevinst på 0,9 pct., mens cyklisk forbrug dog faldt marginalt.

Det var chipkæmpen Nvidia, der arbejdede mest for markedets fremgang med en stigning på 3,6 pct., men ligeledes inden for it løftedes Apple også med 1,2 pct., mens Microsoft steg 1,6 pct.

Der var samtidig optur til andre navne i chipsektoren med plusser til Broadcom, Qualcomm og Advanced Micro Devices, AMD, på 4,1 pct., 3,0 pct. og 4,3 pct.

I cyklisk forbrug gik det dog den anden vej for både Amazon og Tesla, som satte sig henholdsvis 0,6 og 2,0 pct., og i kommunikationsservice faldt Walt Disney Corp. 2,5 pct., mens Alphabet og Meta Platforms løftedes 1,3 og 2,1 pct.

I sundhed, som steg 1,4 pct., var det Novo-konklurrenten Eli Lilly, der gav den største hestesko med en stigning på 3,0 pct.

MANI-PAUSE

I toppen af S&P 500 befandt Super Micro Computer sig uden særlige nyheder med et plus på 15,8 pct., da købelystne investorer samlede op i server-selskabet efter et mindre dyk i aktien, der ellers er hovedindekset største vinder i 2024, fordi selskabet er blevet udråbt til en af de helt store vindere ved kunstig intelligens.

Uden for de store aktienavnes fællesskab så det imidlertid ud til, at meme-manien klingede af. I al fald tabte Gamestop 18,9 pct. onsdag efter plusser mandag og tirsdag på respektive 74,4 og 60,1 pct., da X-profilen Roaring Kitty, som under pandemien startede euforien omkring den kriseramte videospilskæde, efter års stilhed igen dukkede op mandag.

Biografkæden AMC Entertainment, som blev trukket op ugens to første dage med 78,4 og 32,0 pct., dykkede onsdag på samme måde med 20,0 pct.

.\\˙ MarketWire