Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Optimismen ebber ud i Europa efter melding fra ECB

17/5 13:42

De europæiske aktiemarkeder har taget toppen af renteoptimismen fredag, efter at Isabel Schnabel, der er medlem af direktionen i Den Europæiske Centralbank, har været ude med en advarsel mod to rentenedsættelser i træk.

Det giver handlerne anledning til at holde sig en smule på sidelinjen fredag, hvor de europæiske børser følger trop på de amerikanske markeder. Torsdag lukkede de med mindre fald efter et par ellers forrygende dage.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600 ligger ved middagstid 0,3 pct. lavere. I Tyskland falder det toneangivende DAX-indeks 0,4 pct., mens franske CAC 40 går tilbage med 0,3 pct. Det britiske FTSE 100 falder 0,4 pct.

Den brede nedgang kommer efter en uge, hvor investorerne ellers har kastet sig over de europæiske aktier, der har oplevet den største tilstrømning af kapital i over et år. Det skriver Bank of America ifølge Bloomberg News i et notat.

Blandt enkeltaktierne er der positiv fokus på Cartier-ejeren Richemont, der også står bag luksusmærker som Chloé og Montblanc, efter at selskabet kom bedre gennem det skæve regnskabsår 2023/24 end ventet.

Omsætningen i konstante valutakurser steg med 8 pct. mod ventet 7,8 pct. Det var USA, Japan og Mellemøsten/Afrika, der trak i væksten og overraskede mest.

Samtidig meddeler Richemont, at der kommer ny direktør fra 1. juni.

Aktien stiger ved middagstid med 5,8 pct.

I den modsatte ende af Stoxx 600 ligger et andet af luksusselskaberne i form af britiske Burberry. Aktien bliver sendt ned med 3,9 pct. efter reducerede kursmål fra både Deutsche Bank og JPMorgan onsdag. Samtidig har UBS været ude med en nedslående analyse om aktien, hvor analytiker Zuzanna Pucz ser begrænsede muligheder for, at Burberry kan realisere den turn-around, som selskabet har gang i.

Det nye kursmål fra UBS ligger ifølge Bloomberg 33 pct. lavere end gårsdagens lukkekurs.

.\\˙ MarketWire