Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Stor projektudvikler fremhæver tre udfordringer for grøn energivækst

8/4 13:18

De langvarige processer med at opnå tilladelser til at opføre nye vedvarende energiprojekter er ofte det, der først bliver nævnt, når forskellige aktører i den grønne sektor udtaler sig om de primære udfordringer med øget anvendelse af vedvarende energi.

Det gælder også for topchef for RES Group i Norden, Matilda Afzelius, som dog også har et par andre punkter på ønskelisten, for at bane vejen for mere grøn strøm i elnettet.

- Jeg har været i branchen i 25 år, og "permitting" er noget af det, jeg hele tiden kommer tilbage til at tale om. I Sverige og Storbritannien ser vi på tilladelsestider for vindenergiprojekter på 7 til 10 år. Det er bare alt for længe, siger Matilda Afzelius.

EU-Kommissionen bestræber sig på at få afkortet godkendelsestiden til 2-3 år, og det vil ifølge Matilda Afzelius være "til at arbejde med". Tyskland har her gået forrest med at få gjort noget ved de lange "permitting"-tider.

- Tyskland viser med et "fast track", at tingene faktisk kan ske hurtigere. Alle sådanne initiativer, er selvfølgelig velkomne. Men udover tilladelsestider vil jeg også pege på udfordringer med forståelsen af elnettets kompleksitet. Mindre rigide regler vil kunne gøre, at vi bedre kan udnytte fordelene ved de forskellige teknologier, siger Matilda Afzelius.

Som et eksempel nævner hun, at en vindpark, når den tilsluttes, får låst den fulde kapacitet på elnettet, selv om det er sjældent, at den fulde kapacitet rent faktisk bruges.

- Det kan være en udfordring at få en nærliggende solcellepark med på nettet, når kapaciteten er taget af vindmølleparken, som ellers meget sjældent bruger den fuldt tildelte kapacitet. Så vi kunne som udvikler godt tænke os at se, at der var mere fleksibilitet og tilgængelighed i elnettet, siger Matilda Afzelius.

VIL PÅVIRKE HVERDAGEN

Som en tredje udfordring for øget anvendelse af vedvarende energi peger hun på borgernes accept af at have projekter i deres nærhed.

- Det er en udfordring, for vi har brug for meget mere vedvarende energi, og vi har brug for at bruge den plads, der ikke er anvendt. Og det vil påvirke folks hverdag. Så vi har brug for, at offentligheden forstår, at vedvarende energi er fantastisk.

- Du kan gøre så meget sjovt med grøn strøm og den kan være med til at sikre den livskvalitet, som vi har i dag. Men der er den bagside ved det, at vi måske skal se en vindmøllepark i nærheden, siger Matilda Afzelius.

.\\˙ MarketWire