Fredagens danske avisuddrag med EU, Danske Commodities og Bang & Olufsen
12/4 06:36
BØRSEN
POTENTIEL HANDELSKRIG OM ELBILER KAN VÆRE STORT SELVMÅL
Hvis EU hæver afgiften på elbiler der importeres fra Kina, vil der komme et modsvar. Det kan afskære Europa fra vigtige forsyninger af batterier, vurderer Helena Wisbert, der er professor ved Ostfalia University of Applied Sciences. (Side 6+7)
PRISKRIG GØR ONDT PÅ JYSK BILKÆMPE - RESULTATET DYKKER
Mens bilindustriens priskrig får danskernes pengepung til at strække sig længere, gør den anderledes ondt på bilsælgerne. Hos Nic. Christiansen Gruppen, der sælger BMW, Hyundai og BYD er resultatet før skat dykket med 35,5 pct. (Side 8)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
FOR FEMTE GANG I TRÆK: ECB HOLDER RENTEN I RO
ECB holder fortsat fast i en styringsrente på 4 pct. men lægger an til en mulig rentenedsættelse i juni. ECB venter en forsat aftagende inflation samt moderat lønudvikling i de følgende måneder. (Side 2)
DANSKE COMMODITIES GÅR VOLDSOMT TILBAGE EFTER KAOS-ÅR
Efter et 2022 hvor Danske Commodities sprængte alle rekorder for, hvor meget et dansk selskab kunne tjene på at sælge energi, er den danske energihandlers indtjening i 2023 faldet til knap en femtedel. (Side 6)
BERLINGSKE BUSINESS
SMÅINVESTORER FØLER SIG SNYDT AF UDLÅNSFIRMA
Kritikken vælter ned over udlånsfirmaet Fundbricks, som har hentet over 300 mio. kr. fra almindelige danskere. Pengene er blevet lånt videre til ejendomsprojekter, men en stribe af disse er ramt af konkurser. Bag projekterne står både konkursryttere, stråmænd og en person dømt for svindel. (Forside + side 4-5)
B&O VIL SKÆRPE LUKSUSPROFIL MED HØJERE PRISER TRODS SALGSDYK
Den danske teknologivirksomhed Bang & Olufsen har i en årrække kæmpet med at skabe vækst. Senest har de forsøgt at slå sig op på at være et luksusbrand. Ekspert mener, at strategien er deres største udfordring. (Side 6)
.\\˙ MarketWire